18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forældre forstår ikke elevplaner

Forældre forstår ikke elevplaner

Tirsdag, 14. august, 2007, 00:00:00

Det er umuligt for lærerne at skrive de nye elevplaner, så forældrene forstår dem, siger skoleleder. Det går især ud over de udsatte familier

Mange forældre forstår ikke elevplanerne. Indførelsen af planerne har forringet kommunikationen med disse forældre, som typisk har sprogproblemer, er ufaglærte eller socialt udsatte.
Det oplever skoleledelsen på Langmarkskolen i Horsens. Her har lærerne brugt elevplaner som internt arbejdsredskab i seks år, og arbejdet intensivt med også at gøre planerne forståelige for forældrene.
- Vi har virkelig gjort os umage, for at kunne formidle det til forældrene. Men ligegyldigt hvad vi gør, så står der en tredjedel, som ikke er i stand til at føre en dialog med det som udgangspunkt. Vi er formidlere i klasserne ikke professionelle mediefolk, som det næsten er nødvendigt, siger skoleleder Jørn Vedel til fagbladet Folkeskolen.
Langmarkskolen har mange elever fra tosprogede og socialt belastede familier.
- Forældrene blev i foråret bedt om at læse elevplanerne grundigt igennem før forældresamtalerne. Men under samtalerne viste det sig, at for få havde fået noget ud af læsningen. En gruppe relativt ressourcestærke forældre - cirka 40 procent - kunne sagtens læse og forstå planerne. De øvrige havde haft så store problemer med at forstå teksten, at de gav op på forhånd eller undervejs. Dette er igen et projekt for den bedrestillede del af samfundet, understreger Jørn Vedel.
De omstridte elevplaner blev indført for godt et år siden. Det erklærede formål var, at sikre større skriftlighed og kvalitet i kommunikationen mellem skolen og forældrene. Tiden til at lave planerne tages typisk fra tiden til forældresamtaler.
Selvom hverken Danmarks Lærerforening eller Danmarks Skolelederforening har nogen samlet opgørelse over problemet, peger en gallup-undersøgelse, som Kommunernes Landsforening har fået lavet, på, at det er udbredt. 28 procent af forældrene oplever ikke, at de får den fornødne information om deres barns udvikling, viser undersøgelsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland