18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Højreekstremister er hjemløse

Højreekstremister er hjemløse

Lørdag, 11. august, 2007, 00:00:00

Dansk Front har nedlagt sig selv, og den ¤¤pæne del¤¤ af organisationen har oprettet Unge Demokrater. Her er der ikke plads til voldsbøller, men hvor går de så hen?

Efter nedlæggelsen af den højreorienterede organisation Dansk Front har en gruppe voldelige højreradikale mistet deres tilholdssted. Meget tyder på, at de vil danne nye højreekstreme grupper.
De mest stueren medlemmer af Dansk Front, som for manges vedkommende har en fortid i Dansk Folkepartis Ungdom, har dannet foreningen Unge Demokrater. Den nye organisation tager offentligt afstand fra vold. Det betyder, at der ikke er plads til de Dansk Front medlemmer, der har optrådt som voldsbøller ved fodboldkampe og stået bag overfald på venstrefløjsaktivister.
Nedlæggelsen og dannelsen af Unge Demokrater har været under opsejling siden sidste vinter, konstaterer Researchkollektivet Redox.
- Da Dansk Front har været svækket i den sidste tid, kommer det ikke som en overraskelse, at der kommer omrokeringer på den yderste højrefløj, siger Jonas Jensen fra Redox til Arbejderen.
'I Dansk Front har der været en splittelse mellem de voldsberedte aktivister og den stærke, parlamentarisk søgende gruppe af nationalistiske liberale personer. Det er formentlig den modsætning, der sluttelig har medført opløsningen', skriver den anti-racistiske organisation Demos på sin hjemmeside.
Nedlæggelsen af Dansk Front vil blive fulgt af opstarten af en eller flere nye grupper, mener Redox. Der er simpelthen for mange aktivister, der mangler et sted at gå hen.
- Den voldelige del af højrefløjen har mistet den organisation, der har holdt dem i tøjlerne, og har fået dem til at opføre sig pænt. Nu hvor Dansk Front er væk, vil de søge et andet sted hen, hvor de kan holde deres koncerter og føre gadekrig, siger Jonas Jensen fra Redox.
Han fortæller, at der blandt tidligere Dansk Front aktivister i Fredericia snakkes om at genopstarte den nazistiske gruppe Blood and Honour Danmark. Nedlægningen af Dansk Front giver en åbning, som gruppen kan udnytte, vurderer Redox og henviser til, at Carsten Braaby, der var leder af Dansk Front Fyn og før det aktiv i Blood and Honour bliver løsladt fra Søbysøgaard Statsfængsel i oktober.
- Det er langt fra utænkeligt, at Blood and Honour Danmark genopstår, eventuelt under et nyt navn, slutter Jonas Jensen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland