18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lønoprør er langt fra slut

Lønoprør er langt fra slut

Torsdag, 09. august, 2007, 00:00:00

Social- og sundheds-arbejdere på gaden i Slagelse markerer, at lønoprøret er på vej tilbage fra ferie

Med bannere og slagord gjorde social- og sundhedsarbejderne i Slagelse tirsdag klart, at deres lønoprør fortsætter, nu hvor sommerferien er ved at være slut. Omkring 100 ansatte på området gik i demonstration til byens rådhus for at kræve mere i løn.
- Under strejkerne og demonstrationerne før ferien blev der dannet et netværk af alle social- og sundhedsansatte i kommunen. Derfor kunne det lade sig gøre at arrangere demonstrationen på et par dage, fortæller tillidsmand for plejehjemmet Alliancehaven, Stephen Gent, til Arbejderen.
Demonstrationen blev indkaldt, fordi kommunen for anden gang aflyste de lokale lønforhandlinger med fagforeningen FOA, som blev aftalt under strejkerne før ferien.
- Denne gang aflyste kommunen uden at give os en dato for nye forhandlinger, og så følte mine kolleger sig så snydt, at de blev rigtig vrede, siger Stephen Gent.
Demonstrationen bar frugt med det samme. En time efter at social- og sundhedsarbejderne var nået frem til rådhuset, havde kommunen indkaldt repræsentanter for FOA til nye forhandlinger den 22. august.
Stephen Gent er ikke i tvivl om, at det har givet hans kolleger mod på at fortsætte lønkampen i løbet af efteråret.
- Siden den første demonstration i juni har de lært, hvordan man organiserer den slags, og de bliver bedre og bedre til det. Det var tydeligt tirsdag, hvor der blandt andet blev delt 500 løbesedler ud til de forbipasserende om demonstrationens krav. De har fundet ud af, at de kan mere, end de nogensinde turde tro, og min fornemmelse af stemningen er, at de er fuldstændig parat til at holde gryden i kog i efteråret, fastslår han.
Slagelse er ikke det eneste sted, hvor kommunen og FOA er på vej til forhandlingsbordet. Inden første oktober skal alle kommunerne have lokale lønaftaler på plads. Før ferien lå 10-12 aftaler klar, og i næsten halvdelen af landets kommuner er forhandlingerne i gang netop nu. Det fortæller forhandlingschef i FOA, Steen Parker Sørensen, til Arbejderen.
- Der er ingen tvivl om, at lønoprøret satte skub i forhandlingerne, og var stærkt befordrende for resultatet, understreger han.
Også Steen Parker Jørgensen spår om fortsat røre blandt social- og sundhedsarbejderne. Det gælder både under de lokale lønforhandlinger og de centrale overenskomstforhandlinger til foråret.
- Kommuneaftalens udgiftsstop gør det svært for de slukne kommunekasser at efterkomme social- og sundhedsarbejdernes krav. Derfor er de lokale aftaler kun første slag. Ved de centrale overenskomstforhandlinger bliver det muligt at rette kravet det rigtige sted han, siger han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland