SU`en følger ikke med, selvom priserne i samfundet stiger. Danske studerende får sværere ved at klare udgifterne til deres uddannelse
Det bliver stadig sværere at få budgettet til at hænge sammen for de tusindvis af unge, der i denne måned gør sig klar til at begynde på en uddannelse. Mens priserne i samfundet er steget, er de danske studerendes realløn nemlig faldet, viser en ny undersøgelse fra Nordea.
- Siden 1994 er de studerendes realløn faldet med omkring 12 procent. Samtidig har næsten alle andre fået flere penge mellem hænderne, og det gør det sværere for de studerende at følge med, siger forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen, til Arbejderen.
Allerede før studiet begynder, må de studerende slå hul på sparegrisen. En studiestart kan nemt løbe op i 10.000 kroner med udgifter til rustur, bøger og computerudstyr. Med 4500 kroner i månedlig SU kan det være svært at overkomme for de studerende, der ikke har velhavende forældre at trække på.
- Situationen bliver endnu sværere af, at kravene til de studerende er steget i den periode, hvor deres realløn er faldet. I dag kræver mange studiesteder for eksempel, at de studerende har deres egen, bærbare computer med til eksamen. Internetforbindelse derhjemme er også nødvendig, forklarer Ann Lehmann Erichsen.
Selv med både SU og studielån får de studerende kun omkring 6500 kroner ind på kontoen hver måned. For at få økonomien til at hænge sammen må to ud af tre arbejde ved siden af studierne. Det er langt mere end vores nordiske nabolande, hvor kun hver anden arbejder. Samtidig må hver tiende tage lån udover studielånet.
Og det er ikke festivalbilletter og café latte, der tynger i studiebudgettet, viser Nordeas undersøgelse.
- De fleste studerende er meget sparsommelige og holder deres ferier hjemme. Pengene går til boligudgifter, transport og studiemateriale. For eksempel bruger de studerende tre gange så mange penge på bøger som resten af befolkningen, understreger Ann Lehmann Erichsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278