18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ældre presses på efterløn

Ældre presses på efterløn

Torsdag, 02. august, 2007, 00:00:00

Dansk Metal punkterer myten om, at de ældre ikke vil arbejde. Arbejdsgiverne bruger efterlønsordningen til at presse det grå guld ud, viser ny undersøgelse

Når Dansk Metals medlemmer går på efterløn, er det ikke fordi de vil have fritid til at spille golf eller flette pilekurve. To ud af tre bliver presset ud af arbejdsmarkedet mod deres vilje. Det viser en ny undersøgelse, som fagforeningen har lavet blandt de godt 1300 medlemmer, der sidste år gik på efterløn.
- De, der er i arbejde, bliver presset ud af jobbet af deres arbejdsgiver, fordi tempoet er for højt, deres helbred ikke kan holde til det hårde fysiske arbejde, eller de simpelt hen bliver fyret, siger afdelingschef i Dansk Metal, Kim Them Serup, til Arbejderen.
Hver fjerde af de nye efterlønnere kommer direkte fra arbejdsløshed eller aktivering. De havde i gennemsnit forgæves søgt 28 job hver, før de opgav drømmen om igen at få et arbejde.
- Det viser, at vores ældre medlemmer gerne vil arbejde, hvis der er arbejde at få, til vilkår de kan være med på. I en situation, hvor arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, er det svært at forstå, de ikke gør mere for at sikre, at det kan lade sig gøre, mener Kim Them Serup.
Han forestiller sig, at arbejdspladserne kan holde fast på de ansatte ved at omlægge hårde arbejdsrutiner eller oprette fordelagtige seniorordninger.
- Selvom mange arbejdspladser måske har en seniorpolitik på papiret, er det langt fra det samme som, at de ældre medarbejdere kan få for eksempel nedsat tid i praksis, uddyber han.
Undersøgelsen gør dog ikke chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, Erik E. Simonsen, parat til at opfordrer sine medlemmer til at forbedre deres seniorpolitik. Selvom han giver Dansk Metal ret i, at der mangler arbejdskraft, er det først og fremmest de ældre ansattes eget ansvar at sørge for at efteruddanne sig, mener han.
- Nogen går måske på efterløn, fordi de har svært ved at begå sig på arbejdsmarkedet på grund af nedslidning eller mangel på efteruddannelse. Men de ældre medarbejdere har ofte en meget lav motivation for at tage efteruddannelse. Selv hvis arbejdsgiverne gav dem bedre muligheder, er det ikke sikkert de ville bruge dem. Der er jo heller ingen grund til at videreuddanne sig som 58-årig, når man kan gå på efterløn to år efter, siger Erik E. Simonsen til Arbejderen.
Han mener ikke, at medlemmerne af Dansk Metal har helt rent mel i posen, når de påstår at de gerne vil blive på arbejdsmarkedet.
- Når de taler om, at arbejdet går for stærkt, er det jo fordi de har et alternativ. En stor del af arbejdsmarkedets problem med mangel på arbejdskraft kan løses ved at afskaffe det alternativ. I 1965, hvor der ingen efterlønsordning var, var der jo ingen der talte om, at de ikke kunne følge med, forklarer Erik E. Simonsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland