19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strejker har givet sammenhold

Strejker har givet sammenhold

Onsdag, 04. juli, 2007, 00:00:00

Mens plejestrejkerne ebber ud, glæder social- og sundhedsarbejderne sig over resultaterne: mere løn og stærkere sammenhold

Efter næsten tre uger med strejker, demonstrationer og faglige møder blandt de ansatte i plejesektoren over hele landet, er bølgen langsomt ved at ebbe ud.
Da strejkerne var på deres højeste omfattede de halvdelen af landets kommuner. Mandag var tallet reduceret til otte kommuner, og i går gik de sidste to strejkende arbejdspladser i Kalundborg og Sejrø i arbejde igen.
Flere steder i landet har strejkerne ført til mindre lønforhøjelser eller udbetalinger af engangsbeløb. Men selvom det er glædeligt, er det langt fra det vigtigste resultat af strejkerne, vurderer fællestillidsmand for hjemmeplejen i København, Mari-Ann Petersen, over for Arbejderen.
- Det vigtigste resultat er, at folk har lært at stå sammen og vise, at de mener kravene alvorligt. Og så er der ingen i hele landet der er i tvivl om nu, at vores sektor er et område, hvor folk knokler enormt hårdt for en meget lille løn!, siger hun.
Mari-Ann Petersen fortæller, at der er masser af kampgejst tilbage blandt hendes kolleger i hjemmeplejen.
- Nu holder de en lille pause henover sommerferien, fordi det er umuligt at få ferieafløsere nok til at dække ind, hvis de skal strejke. Men folk er på ingen måde trætte eller opgivende. Alt tyder på, at de er klar igen efter sommerferien - selvfølgelig især til budget- og overenskomstforhandlingerne i efteråret og foråret, mener hun.
Hjemmeplejernes fællestillidsmand formaner både politikere og fagbevægelsens forhandlere om at tage social- og sundhedsarbejdernes krav om mere i løn og flere hænder alvorligt.
- Hvis ikke der bliver sat penge af til en lønstigning til de offentligt ansatte, der virkelig kan mærkes, så er jeg overbevist om, at vi risikerer en storkonflikt, advarer Mari-Ann Petersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jul. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland