20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lønstrejker giver resultater

Lønstrejker giver resultater

Onsdag, 27. juni, 2007, 00:00:00

To kommuner har allerede bøjet sig for social- og sundhedsarbejdernes krav om mere i løn. Presset fra de landsdækkende strejker vokser

I går stod det klart, at byrådet i Ishøj Kommune imødekommer social- og sundhedsarbejdernes krav om mere i løn, og bevilger kommunens godt 200 ansatte i hjemmeplejen og på plejehjem 1000 kroner mere i løn med tilbagevirkende kraft fra årsskiftet.
- Social- og sundhedsarbejderne yder en uvurderlig indsats i den daglige kontakt med borgerne. Deres besøg gør en stor forskel for mange mennesker. Derfor er det vigtigt, at vi som politikere sikrer, at de føler sig værdsat, så det også er attraktivt at arbejde i hjemmeplejen og på plejehjemmene fremover, siger borgmester Ole Bjørstorp (S) til Arbejderen.
Med lønstigningen følger Ishøj Allerød Kommune som i begyndelsen af året gav social- og sundhedsarbejderne en ekstraordinær lønforhøjelse på 7000 kroner om året. Dermed tilbageviser de to kommuner påstanden om, at social- og sundhedsarbejdernes lønkrav kun kan imødekommes under overenskomstforhandlingerne til foråret.
- Man kan sagtens sætte lønnen op nu, hvis man vil ofre pengene. Det er et spørgsmål om at vælge at tage sig råd, og det har vi valgt at gøre i Ishøj, fastslår Ole Bjørstorp.
Nyheden vakte glæde i Esbjerg, hvor social- og sundhedsarbejdere fra alle kommunens plejehjem og hele hjemmeplejen strejker indtil på fredag.
- Jeg er glad på mine kolleger i Ishøjs vegne. Det er dejligt, når man kan se, at nu sker der noget. Men 1000 kroner er slet ikke nok, hvis vi skal op på et acceptabelt lønniveau. Det har kun givet os endnu mere blod på tanden til at fortsætte, siger en af de strejkende, Birgitte Lützen, til Arbejderen.
Hun er social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Esbjerg, og var med da områdets 2300 social- og sundhedsarbejdere i går morges nedlagde arbejdet på et stormøde på plejehjemmet Østerbycentret. Herefter gik 500 demonstranter i optog til byens rådhus, hvor de også forsamles i dag.
Dermed slutter Esbjerg sig til bølgen af strejker, der er skyllet ind over plejeområdet i løbet af de sidste to uger. Social- og sundhedsarbejderne i Esbjerg kræver både højere løn, flere hænder og mere tid til arbejdet.
- Vi har ingen køretid mellem de ældre, vi besøger. Når vi slutter hos den ene, skal vi være hos den næste, selvom der ofte er langt mellem husene her i Esbjerg. Vi cykler alle sammen, og det kan godt tage tid især om vinteren. Derfor er vi pressede allerede fra morgenstunden. Vi har nærmest ikke tid til at spørge, hvordan de ældre har det, for tænk nu hvis svaret tager mere end fem minutter, fortæller Birgitte Lützen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jun. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland