Oprøret blandt landets social- og sundheds-arbejdere startede i Holstebro, hvor strejken varede næsten to uger. Arbejderen besøgte byen i sidste uge

'Social- og sundhedspersonalet i Holstebro siger stop'.
Sådan lyder teksten på de hvide t-shirts, der på en solbeskinnet sommerdag bevæger sig gennem centrum i den vestjyske by. Indeni T-shirtene befinder sig de ansatte i ældreplejen, der, mens de går, synger på sange forfattet til lejligheden.
Det har været en dagligdags episode i Holstebros gader de sidste par uger. I går valgte social- og sundhedsarbejderne så at genoptage arbejdet efter at have strejket siden den 13. juni for kravet om 1000 kroner mere i løn om måneden.
Det betyder ikke at de har opgivet kampen, pengepungen kunne bare ikke holde til at strejke længere.
Arbejderen besøgte Holstebro onsdag i sidste og mødte de strejkendes talsmænd Janni Pedersen og Jens Ole Pedersen. De forklarer om baggrunden for strejken.
- Folk ville ikke finde sig i forholdene længere. Det er blevet alt for hårdt. Arbejdsglæden er væk og lønnen er elendig. Så kan du vælge om du vil smutte eller kæmpe for bedre vilkår, lyder det fra Janni Pedersen.

Lavtlønsområde
Arbejderen mødte de to talsmænd i Idrætscenter Vest i Holstebro. Her samledes de ansatte i ældreplejen hver morgen klokken 8 for at tage stilling til, hvad der nu skulle ske.
De to social- og sundhedshjælpere har flere fællestræk, blandt andet efternavnet. Det har bevirket, at de efter fjorten dage, hvor de har tilbragt utroligt mange timer sammen, bliver omtalt som mand og kone. De bor ganske vist begge i Vemb, men i hver sin familie og har hver to børn. De arbejder også begge i ældreplejen i Ulfborg og har været nogenlunde lige længe i branchen.
- Jeg kan godt lide mit arbejde, men det er ikke lønnen, der holder på mig. Startlønnen for en nyuddannet social- og sundhedshjælper er 111 kroner i timen. Efter mere end ti år i faget får jeg 113 kroner i timen. Når jeg snart stiger igen, vil min månedsløn ligge lige under 20.000 kroner om måneden. Det er så lønnen, indtil jeg stopper, hvis der ikke ske ændringer inden, siger Jens Ole Pedersen på 39 år.
Janni Pedersen er enig i, at lønnens størrelse langt fra signalerer anerkendelse for indsatsen i ældre- og plejesektoren.
- Jeg begyndte som social- og sundhedshjælper i 1994 og har kun været væk i forbindelse med to fødsler. Nu er jeg 38 år og arbejder jul, påske og pinse for 113 kroner i timen. Det kan vel ikke ligefrem betegnes som nogen fyrstelig løn, når man sammenholder den med det ansvar, vi har.

Flugt fra jobbet
Ulidelige arbejdsforhold og den lave løn er da også en væsentlig forklaring på, at ellers besindige vestjyder har grebet strejkevåbnet for at råbe arbejdsgiverne op.
- Igennem det sidste halve år er arbejdspresset bare blevet værre og værre. Kolleger forsvinder og bliver ikke erstattet med nye. Det betyder, at vi andre må løbe stærkere. Så er den onde cirkel sat i gang. Folk bliver mere syge, hvis de da ikke går helt ned med flaget. Der er ingen vikarer at få, og tempoet bliver sat en ekstra tand i vejret. Men det må jo få en ende, siger Janni Pedersen.
Jens Ole Pedersen fortsætter ivrigt:
- Ikke nok med at de erfarne kolleger forsvinder, uden at der kommer andre ind i deres sted. Det er også blevet sværere at holde på afløserne. Det er ikke så tit som før hen, at vi ser den samme afløser mere end én gang.
Som praktikvejleder på sin arbejdsplads lægger han tit ører til kommende kollegers beklagelser over arbejdsvilkårene.
Den lange strejke blev udløst af den bekendte dråbe. Endnu en erfaren kollega benyttede sig af den nuværende gunstige beskæftigelsessituation og fandt andet arbejde. Nu får hun 20 kroner mere i timen for et job i industrien, har faste arbejdstider og slipper oven i købet for den dårlige samvittighed, der er blevet en alt for trofast følgesvend, når man arbejder i plejesektoren.
- Vi satte os ned og begyndte at snakke om, hvad der er galt, og hvad der kan laves om. Snakken bredte sig til de andre arbejdspladser. Vi er enige om, at det ikke er selve arbejdet, det er galt med, men vores løn- og arbejdsvilkår. Bliver det bedre, vil problemet med manglende rekruttering til faget helt sikkert løse sig selv. Så vil det blive attraktivt at tage en uddannelse, hvor dagligdagen også tillader, at man bruger den, er de to gange Pedersen enige om.
Med bedre forhold tror de på, at de også selv kan holde ud at blive i faget, som de indrømmer ind imellem at have overvejet at droppe, mens de stadig kan klare mosten. Men i stedet for at kaste håndklædet i ringen har de sammen med kollegerne valgt at kæmpe for, at det skal være til at holde ud at gå på arbejde.
- Første skridt på vejen hedder højere løn, lyder det fra vestjyderne.

Tovholderne uden erfaring
I Idrætscenter Vest er de strejkende lige blevet færdige med dagens møde. Strejken fortsætter og forberedelserne af den næsten daglige gåtur i kommunens 'hovedstad' skal på plads. Det samme skal de bannere, der skal medbringes til morgendagens demonstration i København.
Det er tydeligt, at Janni Pedersen og Jens Ole Pedersen er dem, der samler trådene i den konflikt, der siden start for godt en uge siden har bredt sig til kollegerne i andre kommuner.
Mens vi sidder og forsøger at gennemføre interviewet, ringer mobiltelefonerne konstant. De strejkende har formået at pirke til en nysgerrig presse, der konstant skal opdateres på sidste nyt. Og kollegerne kommer i en lind strøm for at give en oplysning eller stille et spørgsmål.
- Der var ingen, der i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, hvad det her ville udvikle sig til. Det er enormt hårdt, men også dejligt at opleve det utrolige sammenhold og den opbakning vi har fået udefra. Vi er startet i en enkelt kommune, men ideen om mere i løn er grebet i andre byer, og med demonstrationen i København forsøger vi at give vores aktion et landsperspektiv, forklarer Janni Pedersen.
Hverken hun eller Jens Ole Pedersen har erfaring med fagligt politisk arbejde, men har kastet sig ud i opgaven, 'fordi det jo skal gøres'.
De indrømmer, at de sidste 14 dage i offentlighedens søgelys har været noget af en omvæltning, og at det har været nødvendigt engang imellem at slå mobiltelefonen fra for at kunne trække vejret og have bare en smule tid med familierne.

Hul på bylden
Det er som om vestjyderne har prikket hul på en byld. Siden strejken startede har den bredt sig som ringe i vandet, og der har været faglige møder og strejker i blandt andet Skive, Bramminge, Skagen, Ølgod, Varde, Fåborg, Sæby, Albertslund, Ringkøbing-Skjern, Lemvig, Thyborøn, København og på Lolland.
FOA har i forbindelse med diskussionerne om en kvalitetsreform gennemført seks medlemsundersøgelser. De viser , at medlemmerne mener, at forbedringer i den offentlige sektor især handler om to ting: Flere hænder og højere løn.
Mere end otte ud af ti medlemmer peger på højere løn som den vigtigste forudsætning for fastholdelse af ansatte. Hele 93 procent mener, at den nuværende løn ikke er retfærdig, i forhold til den indsats de yder.
Højere løn gør det ikke alene. Der mangler også flere hænder i den offentlige sektor. Over halvdelen af FOA`s medlemmer mener, servicen overfor borgerne vil blive mere sammenhængende med flere ansatte.
'Hvis vikardækningen samtidig følger med, når tallet op på næsten ni ud af ti FOA medlemmer, der mener, at flere hænder i den offentlige sektor vil give en bedre service og sammenhæng for borgerne', skriver FOA på sin hjemmeside.
Med strejkerne og demonstrationerne de sidste fjorten dage, viser FOA`s medlemmer, at de er parate til at sætte handling bag deres holdninger.

Småt med dialog og penge
Inden beslutningen om at gå i strejke blev taget, forsøgte social- og sundhedsarbejderne i Holstebro at komme i dialog med de lokale politikere og få dem til at følge eksemplet fra Allerød Kommune.
Her stod et enigt byråd bag en beslutning om at hæve hjemmehjælpernes løn med 7000 kroner om året i et forsøg på at fastholde de 'gamle' og lokke nye til. Efter kun et halvt år konstaterer kommunen, at ordningen er blevet meget positivt modtaget, og at det er knap så svært som før at få besat de ledige job som hjemmehjælper i kommunen.
- Vi mener, at 1000 kroner ekstra i løn om måneden kan forsøde dagligdagen en smule. Det er et her og nu tillæg, et fastholdelsestillæg, der kan være en slags anerkendelse af vores indsats og samtidig være med til at forhindre, at arbejdspladserne bliver drænet for endnu flere hænder, forklarer Jens Ole Pedersen.
Kravet om mere i løn blev sammen med andre forslag fra de ansatte præsenteret for lokalpolitikerne på et stormøde den 6. juni. Langt fra alle byrådsmedlemmer tog imod invitationen fra social- og sundhedsarbejderne til at komme og høre deres bud på, hvad der kan være med til at rette op på en sektor, hvor de ansatte løber stadig stærkere og andre løber skrigene bort.
- Men de politikere, der havde mod nok til at møde op, kunne ikke undgå at opleve den frustration, som kollegerne står med. Og de fik en række konkrete forslag at gå hjem med, fortæller Jens Ole Pedersen.
En uge senere var der ventet et politisk udspil, som kunne forhandles videre mellem kommunen og de ansattes fagforening FOA.
- Men folk var skuffede over politikerne. Det virkede som om de slet ikke havde lyttet til de mange indlæg på stormødet, og i stedet svarede med en gang varm luft. Og da politikerne ikke ville give løfter om flere kroner hverken her og nu eller senere, så folk ikke anden udvej end at sætte hårdt mod hårdt, beretter Jens Ole Pedersen.
Arbejdsnedlæggelsen var en realitet, startet af en gruppe utilfredse offentligt ansatte i en vestjysk kommune, der kun sjældent har oplevet strejker.

Opbakning
- Vi er blevet spurgt, hvorfor vi ikke venter med at stille krav til overenskomsterne. Det har vi da også tænkt os. Det her er opstået helt spontant, og vi ser ikke vores krav om et fastholdelsestillæg på 1000 kroner som en modsætning til de kommende overenskomstforhandlinger, forklarer Jens Ole Pedersen.
Han er overbevist om, at strejken har tømret kollegerne tættere sammen og rustet dem til kommende slag.
Det har heller ikke skortet på opbakning.
På turen gennem gågaderne får social- og sundhedsarbejderne mange kommentarer med på vejen. Fra de handlende borgere kommer der anerkendende nik, tommelfingeren i vejret og bemærkninger som 'godt gået' og 'bliv bare ved'.
En ældre mand følger opmærksomt de strejkende og deres sang. Måske med tanke på at han selv en dag får brug for velkvalificeret hjælp, siger han, da han bliver spurgt om, hvad han mener om, at de går her og synger i stedet for at passe deres arbejde:
Janni Pedersen fortæller, at selv de borgere, der er bevilget hjemmehjælp, tager det utroligt flot og er meget forstående.
- Nogle er blevet forbavset over, hvor lidt vi får i løn, og kan godt forstå, at vi ikke føler vores indsats anerkendt. De siger, at vi bare skal fortsætte. Det kommer jo også dem til gode, hvis vi får bedre arbejdsvilkår. De forsikrer os om, at de nok skal klare sig igennem.
De strejkende oplever også anderledes kontant støtte. Dagligt modtager de penge, der er samlet ind på arbejdspladser rundt om i kommunen.
Og mad og drikke på turen til demonstrationen i København i torsdag - den kommer selvfølgelig fra lokale forretninger.

Alt får en ende
De to tovholdere er meget bevidste om, at konflikten ikke kan køre i det uendelige.
- Vi havde håbet på reelle forhandlinger med politikerne. Det ser ikke ud til at lykkes. Men ender det med, at vi ikke får noget konkret ud af strejken, så føler vi ikke at vi har tabt. Vi har lært en masse og vist, at vi kan stå sammen. Derfor føler vi os enormt stærkt rustet til de kommende politiske slag - når det kommunale budget skal forhandles på plads og ved de forestående overenskomstforhandlinger, lyder det fortrøstningsfuldt fra Holstebro.

Strejken har været dyr for social- og sundhedsarbejderne i Holstebro. Der er stadig brug for støtte, som kan indbetales på regnr. 7648 - kontonr. 1011609