Regeringen udkæmper i øjeblikket en benhård kamp om retten til at definere danskernes demokrati, kultur og historie. Nogle af ministrenes farligste skyts er de nye kanoner

Ikke kun vores historie og kulturelle arv bliver sat på kanon. Nu vil regeringen også have en kanon for selve demokratiet. Det afslørede statsminister Anders Fogh Rasmussen ved Folketingets afslutningsdebat i sidste måned.
Regeringen har udpeget et udvalg, som til januar næste år vil offentliggøre den officielle definition af demokrati i en ny demokratikanon. Kanonen skal ikke kun bruges i folkeskolen og på gymnasierne men generelt 'stimulere debatten om vores styre', forklarede statsministeren i sin afslutningstale.
Nyheden møder modstand hos lærere og historikere.
- Jeg synes snart vi får kanon i alt. Det ender jo med, at regeringen bestemmer alt, hvad vi skal undervise i, siger Lene Rasmussen, formand for Foreningen af lærere i historie og samfundsfag, til Arbejderen.
Hun har god grund til at frygte mindre frihed i lærernes undervisningsplanlægning, mener historiker Benito Scocozza.
- Det er absurd, når regeringen vil bestemme oppefra, hvad demokrati er. Kanon betyder jo rettesnor, en anvisning af hvordan den sande lære skal følges. Når regeringen fra centralt hold udsteder dekreter om, hvad danskerne skal mene på forskellige områder, så viser det, at den liberale frihed kun er en tynd demokratisk overflade. Bagved gemmer der sig et kontrolsamfund, og det er skræmmende, siger han til Arbejderen.
Han har ikke megen tiltro til, at det nye udvalg vil kunne favne forskellige opfattelser af demokratiet i den bebudede kanon.
- Udvalget er sammensat med en klar overvægt til højre for midten. Jeg er næsten sikker på, at vi vil se en fuldstændig ukritisk tilslutning til den borgerlige demokratiopfattelse, når kanonen bliver offentliggjort, spår Benito Scocozza.

Fastlåser demokratiet
Katrine Scheibel, lektor i historie og samfundsfag på Blaagaards Lærerseminarium, håber, at demokratikanonen ikke vil fastlåse definitionen af demokrati. Cementering er en risiko ved at lave kanoner, vurderer hun.
- Kanoner bliver nemt statiske, og definitionen på at leve i et demokrati er jo netop, at samfundets selvopfattelse kan forandre sig. Da historiekanonen blev lanceret sidste år, var det også meningen, at den skulle være dynamisk. Men de kommende skolebøger i historie vil sikkert tage udgangspunkt i den, og det er den, eleverne skal op til eksamen i. Så bliver det meget tungt at ændre på noget, siger hun til Arbejderen.
Benito Scocozza ser en klar tendens allerede i demokratikanonens kommissorium, regeringens grundlag for udvalgets arbejde.
- Kommissoriet taler om frihed og folkestyre, men glemmer at nævne det økonomiske grundlag for vores nuværende system. Der er ikke meget demokrati i kapitalismen. Samtidig lægger det vægt på samfundets sammenhængskraft. Det er jo den klassiske betegnelse for, hvordan man bygger bro over alle sociale modsætninger, så klassemæssige konflikter dæmpes ned. En kanon på det grundlag kommer ikke til at afspejle virkelighedens klassesamfund, fastslår han.

Den nye kongerække
Det nye demokratiforskrift bliver den tredje i rækken af kanoner. Efter Kulturministeriets litteratur- og kulturkanoner forrige år lancerede undervisningsministeriet sidste år en historiekanon, der primært er rettet til brug i folkeskolen.
Historiekanonen fremhæver 29 personer og begivenheder som så grundlæggende for vores nationale selvforståelse, at de skal indlæres kronologisk fra tredje til niende klasse i folkeskolen.
Et år efter historiekanonens premiere er historikere og lærere kritiske som aldrig før.
- Det er vigtigt, at folkeskolens elever lærer, at der er flere forskellige måder at forstå historien på. Men historiekanonen skaber meget mere ensretning, fordi den er så nationalt fokuseret. Den søger at skabe et positivt billede, nationen kan stå sammen om, for at sikre danskheden. Desværre stemmer det ikke altid overens med virkeligheden, siger Katrine Scheibel.
Hun bakkes op af Benito Scocozza, som kalder historiekanonen for 'den nye kongerække'.
- Den er fyldt af en masse danske nationalsymboler som Jellingestenen, Absalon og Christian den fjerde. Men man får ingen undervisning i samfundets historiske udvikling på Absalons og Christian den fjerdes tid, og man lærer ikke at forholde sig til de forskellige forklaringen på udviklingens årsager, beklager han.
Når historiekanonen bliver kritiseret for at fremme en bestemt opfattelse af historien, beror det på karakteren af de 29 punkter, der er blevet valgt ud.
- Hvorfor nævner man reformationen og stavnsbåndets ophævelse, men ikke de store bondeoprør der lå forud? Hvorfor er Anden Verdenskrig kun taget med fra 29. august 1943, og hvorfor skal eleverne lære om murens fald, men ikke om den russiske revolution?, spørger Benito Scocozza, mens Katrine Scheibel undrer sig over, at det eneste der nævnes i 1973 er energikrisen.
- Man kan da mene, at vores indtræden i EF eller jordskredsvalget også havde temmelig afgørende betydning det år, siger hun.
Benito Scocozza er ikke i tvivl om, hvad der ligger til grund for udvælgelsen af de historiske pejlemærker.
- Det her er overklassens og de store begivenheders historie. Det er ikke socialhistorie, ikke historien om den almindelige befolknings levevilkår og kampe, slår han fast.

Virkeligheden bliver forvrænget
Netop tider, hvor der blev skrevet afgørende socialhistorie, er udeladt i kanonen. Fra Slaget på Fælleden i 1872 springer den via genforeningen og kvinders valgret direkte til samarbejdspolitikkens start med Kanslergadeforliget i 1933.
- I første halvdel af det 20. århundrede var Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen toneangivende. Den tids historiske udvikling kan den borgerlige, liberale regering ikke tage æren for, så den er glemt. På den måde kan kanonen give os et forvrænget billede af, hvilke begivenheder der har rundet os i Danmark. Det medvirker også til, at kanonen ikke rigtigt har plads til de danskere, som ikke har rødder flere generationer tilbage, mener Katrine Scheibel.
- Det er en kanon, der ikke åbner ikke op over for, at der kan være andre måder at gøre tingene på, end vi gør i dag i vores samfund, understreger hun.

Kanon anno 2007
Kanon-begrebet stammer fra middelalderens katolske kirke, hvor kanonskrifterne var udtryk for den rette bibelske lære.
Sidste år indførte Fogh-regeringen den første politiske kanon, da et udvalg under kulturministeriet offentliggjorde kultur- og litteraturkanonen. Senere fulgte undervisningsministeriets historiekanon og i 2008 ventes et udvalg under regeringen at præsentere en kanon for demokratiet.

Den rette lære
Historiekanonen består af 29 personer og begivenheder, som undervisningsministeriets udvalg anser som de væsentligste i danmarks- og verdenshistorien:
Ertebøllekulturen, Tutankhamon, Solvognen, kejser Augustus, Jellingestenen, Absalon, Kalmarunionen, Columbus, reformationen, Christian IV, den westfalske fred, statskuppet 1660, stavnsbåndets ophævelse, stormen på Bastillen, ophævelse af slavehandel, Københavns bombardement, Grundloven 1849, slaget ved Dybbøl, slaget på Fælleden, kvinders valgret, genforeningen, Kanslergadeforliget, 29. august 1943, FN`s menneskerettighedserklæring, energikrisen 1973, Murens fald, Maastricht 1992, 11. september 2001 og globalisering.