19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Truer familier i Polen

Truer familier i Polen

Lørdag, 23. juni, 2007, 00:00:00

Det polske entreprenør-firma GAL-MET truer fyret arbejder med retssag i Polen, hvis han ikke betaler 86.000 kr. tilbage. Barske og uacceptable metoder, mener byggefagforeningerne

af Hans Brinkmann
Det polske entreprenørfirma GAL-MET har arbejdet i Danmark siden januar. Det er medlem af Dansk Byggeri og dermed overenskomstdækket.
En af de polske arbejdere har med hjælp fra Malernes Fagforening rejst krav om efterbetaling af løn overfor firmaet. Kravet medførte en efterbetaling på 86.000 kr. for manglende løn.
- Beviserne på firmaets lønsvindel via falske lønsedler var for stærke til, at lønkravet kunne afvises. Men den polske arbejder blev straks kørt til Polensfærgen af en af firmaets polske chefer, og derfra ekspederet direkte til Polen, siger Bo Rosschou.
Men sagen fortsatte i Polen, hvor den polske arbejder fik to skriftlige trusler fra firmaet. Et brev med en opsigelse, hvor han anklages for at have skadet GAL-METS image i Danmark og påført dem tab. I det andet brev truer firmaet med advokater og retssager i Polen, hvis de 86.000 kr. ikke betales tilbage.
De skriftlige trusler er fulgt op af tre telefoniske henvendelser fra GAL-MET`s chefer til den polske arbejders kone, med yderligere trusler om repressalier, hvis ikke kr. 86.000 inden syv dage bliver ført tilbage til firmaets danske bankkonto, oplyser Byggefagenes Samvirke.

Trusler skal skræmme andre
- Firmaets strategi er at true andre ansatte fra at rejse krav om at få udbetalt den løn, de har til gode. Rejser de øvrige polske arbejdere krav om at få den løn, som de har ret til, kan de se frem til tilsvarende falske opsigelser, som giver problemer med de polske myndigheder - og trusler mod dem selv og deres familier, siger Bo Rosschou, Byggefagenes Samvirke.
- Det er uacceptabelt, at metoder der anvendes i lande, hvor fagforeninger har ringe indflydelse, nu vinder indpas på det danske arbejdsmarked. Man anvender metoder, som skal bekæmpes uanset hvilket land de anvendes i, og her i Danmark skal det i hvert fald stoppes, siger Byggefagenes Samvirke, der finder det polske firma GAL-MET`s metoder 'barske, uacceptable og helt uforenelige med den kultur, vi har på det danske arbejdsmarked.
Fagforeningerne har taget en række fagretlige skridt og forbereder en demonstration ved byggepladsen Dortheavej.

40 kr. i timen 58 timer om ugen
Det polske bygge- og entreprenørselskab har siden januar været i gang med et større ombygningsprojekt i det københavnske nordvestkvarter. Ifølge Byggefagenes oplysninger bliver 32 polske bygningsarbejdere spist af med en timeløn på 40 kr., arbejdsugen er oppe på 58 timer.
Da GAL-MET via medlemskab af Dansk Byggeri har tiltrådt overenskomsten på området, er fagforeningerne nu på vej med et efterbetalingskrav til de polske kolleger på 3,3 millioner kr. Men firmaet truer, ifølge Byggefagene, arbejderne til ikke at kræve flere penge. Samtidig bliver GAL-MET mødt af et samlet krav fra fagforeningerne på 2,4 millioner kr. for brud på de danske arbejdsmiljøregler.
Bygen af krav får muligvis firmaet til at søge nye græsgange. Flere af de polske arbejdere oplyser, at GAL-MET har besluttet sig for at rykke hele sin aktivitet til England for at slippe for yderligere efterbetalinger.
- Vi er stærkt utilfredse med, at det kan lade sig gøre for en udenlandsk entreprenør at snyde 32 medarbejdere med en kritisabel løn til 40 kroner i timen. Sagen er både skadelig for polske og danske bygningsarbejdere: For dem, fordi de ikke får nok i løn og for os, fordi vores overenskomster ikke bliver overholdt, siger Bo Rosschou.

Artiklen har tidligere været bragt på www.eufagligt.dk


Demonstration på mandag
Mandag morgen kl. 6 uddeler Byggefagenes Samvirke rødt kort til den polske virksomhed GAL-MET og til bygherren KNH Gruppen A/S, der indretter lejligheder på hjørneejendommen Bispevej 6/Dortheavej 7 i Nordvest.
Blokaden og demonstrationen starter kl. 6 - demonstranterne har dommerfløjter, røde kort og blokadeskilte.
Kravene til den polske arbejdsgiver og til bygherren fremlægges af Bo Rosschou, formand for Byggefagenes Samvirkes organisationsudvalg og Palle Bisgård, formand for TIB`s bygningsgruppe. Desuden vil een af de polske arbejdere tale.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jun. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland