19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Falck-forhandlere får fuld opbakning

Falck-forhandlere får fuld opbakning

Fredag, 22. juni, 2007, 00:00:00

Falck-reddere fra hele landet drager tirsdag til København for at demonstrere opbakning til deres forhandlere for et OK-forlig, der kan samle bredt flertal blandt dem

Falckreddernes nej til OK-forliget betyder, at der nu skal nye forhandlinger i gang. Og her er reddere fra hele landet parat til at vise opbakning til deres forhandlere med en stor demonstration tirsdag i København.
- Den skal hjælpe vores forhandlere på vej til et forlig, som kan samle bredt flertal blandt redderne, forklarer Kim Elkjær, talsmand for Falckreddernes Aktionsgrupper, der indkalder til demonstrationen.
Når det forkastede forlig ikke kunne samle et bredt flertal, skyldes det, at det ikke gav noget på tre ud af fire krav, som blev stillet, da forhandlingerne startede.
- Der er ikke rørt ved problemerne med døgnvagten, som ellers var vores næsthøjest prioriterede krav. Vi har eksempler på, at reddere på døgnvagt har kørt 24 timer i træk, forklarer Kim Elkjær.
- Desuden har de effektive vagter ikke fået noget udover lønnen. Og endelig rummer det forkastede forlig heller ikke løsning på de store problemer med arbejdsmiljøet, som især har kendetegnet vagtcentralerne i storbyerne.
- Det er ikke fordi vi vil gå vores forhandlere i bedene. De har det store overblik. Men blandt kollegaerne er det altså de her ting, der bliver peget på, siger Kim Elkjær til Arbejderen.
På det fjerde punkt, lønnen, er der utilfredshed blandt ambulancefolkene med, at forliget kun gav omkring 250 kroner mere om måneden til uddannede reddere.
- Det er kollegaer, der er uddannet til at behandle folk og redde liv - og skal stå til ansvar over for Patientklagenævnet. Det honorerer forliget ikke godt nok, siger Kim Elkjær.
På gårsdagens stormøde for de københavnske Falck-reddere blev arbejdsmiljøet nævnt som det store problem, fortæller Jakob Andersen, brancheformand for redderne i Chaufførernes Fagforening København.
- Redderne har store problemer med at få dagligdagen til at hænge sammen og få holdt deres spisepauser. De render simpelthen røven af hinanden, og det vil de have gjort noget ved - nu, siger Jakob Andersen til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jun. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland