20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stor opbakning til lønoprør

Stor opbakning til lønoprør

Tirsdag, 19. juni, 2007, 00:00:00

Strejke, faglige møder og støttedemonstrationer i stadig flere byer til støtte for social- og sundhedsassistenterne i Holstebro

Mandag morgen besluttede de strejkende social- og sundhedsassistenter i Holstebro at fortsætte deres nu næsten en uge lange strejke for højere løn.
De strejkende kræver, at Holstebro Kommune her og nu hæver lønnen for alle med tre løntrin.
Opbakningen til strejken er blevet større dag for dag. Mandag morgen stemte 354 ja til strejke, mens 82 stemte imod. Det oplyser fællestillidsmand Hans Enevoldsen til Ritzau.
I fredags gik de strejkende ud med en opfordring til kolleger i hele landet om at bakke op og gå med i lønaktionen. Og opfordringen er blevet taget op mange steder.
I fredags var der således sympatistrejker på to plejehjem i Odense, ligesom social- og sundhedsassistenterne i Albertslund gik i strejke.
Ligeledes blev der i fredags holdt faglige møder blandt de ansatte i ældreplejen i Struer, Skive, Thyborøn, Harboøre og Lemvig.
Jens Ole Pedersen, der er talsperson for de strejkende i Holstebro, er utrolig glad for den store opbakning, som de har fået mange steder fra:
- Status - her mandag formiddag - er, at der er strejke i Ørnhøj, samt i Tim ved Ringkøbing. Ligeledes bliver der i dag holdt faglige møder i Skive, Skagen, Ølgod, Bramming, Varde, Fåborg, samt Ringkøbing-Skjern, siger han til Arbejderen.
Social- og sundhedsassistenterne i Ringkøbing-Skjern sluttede i går deres faglige møde med en stor demonstration i byen. Også i Herning blev der i går afholdt støttedemonstration.
I Viborg Kommune var der i fredags arbejdsnedlæggelser og faglige møder.
Helle Christensen, der er fællestillidskvinde for social- og sundhedsassistenterne i Viborg Kommune bekræfter, at det koger ude på arbejdspladserne:
- Jeg er blevet kontaktet af flere arbejdspladser i weekenden, der ønsker at gå i strejke, i sympati med folkene i Holstebro fortæller hun til Arbejderen.
- Men jeg har brugt lang tid på at argumentere for, at de ikke skulle gøre det. Jeg mener ikke, at tidspunktet er særlig velvalgt. Det er i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i efteråret, at vi skal bruge vores krudt. Det er her, lønstigningen skal hentes hjem, mener hun.
Jens Ole Pedersen mener ikke, at de to ting står i modsætning til hinanden.
- Jo bedre, vi kommer ud af den her lønaktion, jo bedre står vi til overenskomstforhandlingerne i efteråret, lyder kommentaren fra de strejkendes talsperson.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jun. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland