I morgen stiftes den første faglige klub for østarbejdere. Klubben får en social funktion og skal samtidig være med til at dæmme op for, at østarbejdere bliver snydt
I morgen bliver der taget et historisk skridt i Danmark, når den første faglige klub for østarbejdere bliver stiftet.
- Med klubben håber vi at skabe både en social base og en ramme for det faglige arbejde for medlemmernes rettigheder, siger Carsten Bansholm Hansen til Arbejderen.
Han er faglig sekretær i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København og tovholder på projektet.
Sammenlignet med andre faglige klubber bliver denne speciel på den måde, at den går på tværs af byggefagene. Forudsætningen for at blive medlem er, at man taler polsk og arbejder i byggebranchen.
- Klubben skulle gerne bruges til, at medlemmerne på tværs af fagene kan snakke erfaringer og hjælpe hinanden. I dag er de polske arbejdere afhængige af den hjælp de kan få fra deres arbejdsgiver, både når det handler om spørgsmål om de danske myndigheder og hjælp til at udfylde diverse papirer. Med klubben får de muligheden for at vriste sig ud af mesters hænder. Det, de ikke selv kan klare, kan vi så bistå med i form af diverse ekspertise, forklarer Carsten Bansholm.
Han ser stiftelsen af den faglige klub som et resultat af de oceaner af kræfter, som især byggefagforeningerne har brugt på at hjælpe østeuropæiske arbejdere, der er blevet underbetalt og misbrugt på det groveste på danske arbejdspladser.
- I takt med at flere og flere arbejdsgivere er blevet afsløret i at snyde de østeuropæiske kolleger, og det er lykkedes at hive store summer hjem i erstatninger og efterbetalinger, er holdningen til fagbevægelsen skiftet.
Mødet foregår i lokalerne hos Træ-Industri-Byg i København. Initiativet til mødet kommer fra Byggefagenes Samvirke København og de polske håndværkere, der allerede i dag er medlemmer i en af byggefagforeningerne.
Byggefagenes Samvirke anslår, at der arbejder omkring 10.000 polakker i alle fag i hovedstadsregionen. 100 af dem forventes at deltage i mødet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278