60 dage bag lås og slå for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Advokat er rystet: Det er dobbelt straf i forhold til, hvad domstole hidtil har dømt
De skærpede muligheder for at straffe gadeuorden hårdt bliver brugt flittigt i Københavns Byret i disse dage, hvor der falder dom i mange retssager fra urolighederne efter rydningen af Ungdomshuset. Straffen for gadeuorden blev skærpet i juni 2002 - kort før EU-topmødet som skulle afholdes i Danmark. Det får de anklagede i byretten nu at føle.
- Dengang blev den maksimale straf for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden hævet til halvandet års fængsel. Ikke fordi demonstranterne var blevet mere voldelige eller på grund af et politisk ønske om at hæve straffen - men alene fordi politiet skulle have mulighed for at varetægtsfængsle aktivisterne (det kræver nemlig en minimumsstraf på halvandet år, red.), siger Henrik Stagetorn, formand for Foreningen af Beskikkede advokater til Arbejderen.
Senest er en 28-årig mand blevet idømt 60 dages fængsel for at køre to paller ind i et bål på Nørrebro.
Den eneste lignende dom hvor en demonstrant blev dømt for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden - og ikke for at kaste med sten eller flasker mod politiet - skal findes tilbage i 1996. Her blev en demonstrant i Højesteret idømt 30 dages fængsel.
- Min klients straf ligger langt ud over, hvad man kan forvente at få for den slags forstyrrelse af offentlig ro og orden. Politiet lægger op til væsentlige skærpelser af strafferammen. Også selvom der ikke findes grundlag i tidligere domme for at skærpe straffen, siger den 28-åriges advokat, Manfred W. Petersen, til Arbejderen.
Københavns Politi oplyser til Arbejderen, at i alt 900 personer er blevet sigtet efter rydningen af Ungdomshuset. Næsten 800 blev anholdt, hvoraf 248 blev varetægtsfængslet. Samtlige 248 sager har været eller kommer for København Byret. Der er foreløbig faldet dom i 16 sager. Heraf har anklagemyndigheden anket seks sager til Østre Landsret med krav om skærpede straffe. Foreløbig er to unge - en italiener og en brite - blevet frifundet.
Den hårdeste dom faldt sidst i maj, da en 21-årig fik et års fængsel for stenkast mod politiet. I fredag blev en 24-årig idømt seks måneders fængsel for at have smadret en forlygte på en politibil.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278