20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

OK-forløbet skal forbedres

OK-forløbet skal forbedres

Fredag, 08. juni, 2007, 00:00:00

Øget engagement fra medlemmerne skal sætte stemmeprocenten i vejret og forligsmandsloven skal ændres, lyder det fra evalueringskonference

Vi kan ikke gøre det om, men vi kan lære af erfaringerne - og det vil vi.
Sådan lyder den korte opsummering af den konference, OK 2007-initiativet afviklede i Horsens i onsdags.
Formålet med konferencen var at kigge på det nyligt overståede overenskomstforløb og komme med ideer til, hvad der kan og skal gøres anderledes fremover.
Godt 50 fagligt aktive deltog i konferencen. Der var repræsentanter fra både store og små fagforeninger, medlemmer af hovedbestyrelserne i flere forbund og ikke at forglemme tillidsrepræsentanter fra arbejdspladserne. Det fik Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens og Omegn, til at byde velkommen med ordene:
- Jeg vil tillade mig at kalde jer de rigtige eksperter. I er tæt på medlemmerne og derfor yderst kompetente til at bidrage til diskussionen om et anderledes overenskomstforløb.

3F har især problemer
Hovedparten af deltagerne kom fra 3F, og det var tydeligt, at de især har gjort sig mange overvejelser om, hvad der skal ske af ændringer for at undgå dette års situation.
- I 3F er problemet ikke medlemmerne. Kravene til overenskomstfornyelsen er blevet til gennem en lang demokratisk proces på arbejdspladser, i klubber og lokalafdelinger. Forhandlerne har kendt kravene, men det er ikke dem, de har forhandlet hjem, lagde Søren Elsberg ud. Han er formand for landets største 3F-afdeling i Aalborg.
Henrik Bay-Clausen fra 3F Kastrup og Omegn mener, at forhandlerne mangler evnen eller viljen til at lytte til medlemmerne.
- De har ikke forstået selve nerven i kravene fra medlemmerne. Forhandlerne forstår ikke, hvad blot en lille imødekommelse af eksempelvis skifteholdsarbejdernes krav ville have betydet.
Et af forslagene, der kan være med til at holde fagbevægelsens forhandlere på sporet og sikre, at de ikke bevæger sig for langt væk fra medlemmernes krav, gik på at holde tæt kontakt til tillidsrepræsentanterne, så længe forhandlingerne står på.

Konsekvens af ja-anbefaling
Søren Elsberg mente ikke, at man kan forklare afstemningsresultatet i 3F med, at det blot er kommet fra de sædvanlige nej-afdelinger. En optælling viser, at der var flertal for et nej i 45 ud af de 78 lokale 3F-afdelinger.
- Det stemmer ikke overens med de anbefalinger fra formænd og lokale repræsentanter i hovedbestyrelse og repræsentantskab. Det er et paradoks, og det må få konsekvenser, sagde Søren Elsberg.
Den tråd fulgte Arne Knudsen fra Århus op:
- Vi bliver nødt til at tage det slagsmål i afdelingerne og spørge de personer direkte - hvorfor har du stemt ja? Det skal følges op, og der må nødvendigvis komme en diskussion på kongressen i 3F, når der skal sammensættes forhandlingsudvalg, lød det fra den faglige sekretær i 3F Transport, Logistik og Byg.

Stemmeprocenten skal op
Der var enighed om, at stemmedeltagelsen ved afstemningen om overenskomsterne generelt havde været for lav. Og at der er basis for en meget højere stemmeprocent.
Derfor skal erfaringerne fra de afdelinger, der har formået at få medlemmerne til at tage aktiv stilling til deres kommende løn- og arbejdsvilkår, bruges videre frem. Og der var repræsentanter fra de afdelinger på konferencen.
3F Århus kunne anbefale at ringe rundt til samtlige medlemmer for at minde om afstemningen. Det var en overkommelig opgave og samtidig en rigtig god oplevelse.
- I Kastrup har vi ikke gjort noget, vi ikke plejer. Vi kører et meget tæt samarbejde med vores tillidsrepræsentanter hele vejen i overenskomstforløbet, og det er stadig afstemningerne på arbejdspladserne, der sikrer en høj stemmedeltagelse hos os. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at næsten halvdelen af de stemmer, vi har fået, er kommet med brev, fortalte Henrik Bay-Clausen.
Under denne debat var det ikke til at undgå at berøre Forligsmandsloven og de udemokratiske stemmeregler. Konklusionen lå lige for.
- Forligsmandsloven skal laves om.

En anden ekspert
Arrangørerne havde også inviteret en anden ekspert, nemlig Jesper Due. Han har som professor, fil.dr., ved FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds - og Organisationsstudier, kommenteret overenskomsforhandlingerne op til, under og efter.
Han skulle på konferencen komme med sine svar på, hvordan flertallet af medlemmer i 11 fagforbund kan sige markant ja til et mæglingsforslag, som totredjedele af 3F`s medlemmer siger nej til?
Han syntes umiddelbart det var svært at finde objektive grunde til, at 3F`erne stemmer anderledes end deres kolleger i andre forbund, især taget i betragtning at en LO-analyse slår fast, at det er den mest solidariske overenskomstløsning i mange år!
Økonomer og arbejdsmarkedsforskere er heller ikke gået af vejen for at karakterisere overenskomstresultatet som 'særdeles gunstige for lønmodtagerne'.
'Siden 1991 kan det være svært at finde resultater, der med hensyn til reformer og lønstigninger kan måle sig med forligene i år. OK 2007 er blevet afsluttet med en reformoverenskomst, der indeholder en række nyskabelser på velfærdsområdet, samtidig med at der er givet favorable lønstigninger på normallønsområdet', skriver Jesper Due i en foreløbig analyse om afstemningsresultatet.
At dømme ud fra kommentarerne til Jesper Dues indlæg, så var de faglige repræsentanter ikke helt enige med hans analyse, foreløbig eller ej.

OK næste gang
Konferencen sluttede med, at deltagerne gav hinanden håndslag på at bære diskussionerne videre i forbund og lokale fagforeninger, på kongresser i forbund og LO.
Endelig var der opbakning fra forsamlingen til, at OK-samarbejdet skal køre videre og sikre at diskussionerne følges op, så den aktive fagbevægelse kan lægge hurtigt fra land til næste overenskomst-slag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jun. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland