Vi er da tilfredse med, at Falck har lovet at følge spillereglerne for en lovlig konflikt
I går satte de strejkende Falck-reddere hårdt mod hårdt ved fra morgenstunden at blokere vagtcentralerne over hele landet.
Redderne mener, at ledelsen har brugt de ansatte på vagtcentralerne til at videresende strejkeramt arbejde til underleverandører og ikke kun til afvikling af den akutte kørsel, der hører under nødberedskabsaftalen.
- For at undgå en optrapning af konflikten har Falck lovet blokadevagterne, at denne videreformidling af opgaver stopper, lød det op ad formiddagen i går fra koncernens kommunikationschef Louis Honoré.
Den melding vakte glæde hos de strejkende, der kort efter kvitterede ved at ophæve blokaderne.
- Dagens happening har været udtryk for ren frustration fra reddernes side over Falcks handlemåde. Der er jo ikke mange, der indtil nu har mærket, at vi er i konflikt, fordi Falck har sørget for, at selv de konfliktramte opgaver blev løst af andre. Så vi er da tilfredse med, at Falck har lovet at følge spillereglerne for en lovlig konflikt, siger Peter Rasmussen fra aktionsgruppen til Arbejderen på vej hjem fra blokaden i Skejby ved Århus.
Jakob Andersen, brancheformand for Chaufførernes Fagforening København, ser Falcks beslutning om at overholde aftalen om nødberedskabet som et udtryk for, at Falck er presset, og han betegner det som 'en delsejr for de strejkende'.
Fra Nordjylland er der en mere forbeholden glæde over Falck-ledelsens beslutning.
- Det er nu ikke fordi, vi har hænderne oppe over hovedet af den grund. Falck har jo samtidig meldt ud, at de dækker kundernes udgifter, siger Søren Nissum, tillidsrepræsentant ved Falck-stationen i Nørresundby.
Fra hele landet lyder det, at der nu vil blive holdt øje med og lavet stikprøver af, hvorvidt Falck rent faktisk holder det, de lover.
Redderne nøjes ikke med at tage blokadevåbnet i brug i den alvorlige konflikt. De bringer også humor ind i kampen.
Mens Falck-flagene på en række jyske stationer fredag morgen var vendt på hovedet, var de skiftet helt ud på de københavnske stationer - med piratflag. Den lille aktion blev ikke mindre morsom af, at Falcklederne på stationen i Gladsaxe måtte opgive at tage piratflaget ned, fordi de ikke kunne betjene den moderne stige, kendt som en snorkel.
- Blokaderne er slut og Falck har givet os indrømmelser. Nu krydser vi fingre for, at der snart kommer gang i forhandlingerne. Sker det ikke, vil vi ud på gader og veje og fortælle borgerne om, hvorfor vi er i konflikt, og at de trygt kan regne med, at vi er der, hvis der opstår akutte og livstruende ulykker, siger Peter Rasmussen.
De samme overvejelser har de nordjyske reddere gjort.
- Vi har planer, som vi sætter i værk, hvis ikke der snart kommer gang i forhandlingerne. Arbejdsgiverne må komme med et nyt forslag, så forhandlingerne kan begynde igen. Men de må til lommerne, for det skal være et væsentligt bedre udspil end det, vi sagde nej til, lyder det fra Søren Nissum.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278