21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Misbrugsudspil uden kroner

Misbrugsudspil uden kroner

Torsdag, 31. maj, 2007, 00:00:00

Behandlingsgarantien for stofmisbrugere virkede ikke i amterne. Det skal der ifølge socialministeren gøres noget ved, men det kræver flere ressourcer siger gadejurist

Kun seks ud af ti stofmisbrugere kom i behandling inden for garantien på 14 dage sidste år. På den baggrund har Socialminister Eva Kjer Hansen fremsat seks forslag for at sikre narkomaner hurtig behandling, som de blev lovet, da behandlingsgarantien blev indført i 2003.
Blandt andet skal alle kommuner indberette ventetider, der skal gennemføres et landsdækkende uddannelsesforløb så sagsbehandlere lærer reglerne at kende, laves en bog om 'god stofmisbrugsbehandling' og gennemføres undersøgelser af kvaliteten i behandlingen.
- Det er godt, at ministeren reagerer på, at behandlingsgarantien ikke har virket, men jeg synes det ser noget billigt ud. Det virker som om, initiativerne er foreslået ud fra, at det ikke må koste noget, siger Nanna W.Gotfredsen, der er jurist hos organisationen Gadejuristen, til Arbejderen. Gadejuristen bistår stofmisbrugere med deres juridiske rettigheder fra et kontor på Vesterbro i København.
Det var på pres fra Gadejuristen, at ministeren besluttede at gennemføre undersøgelsen af behandlingsgarantien. Tidligere stod amterne for misbrugsbehandlingen, men med strukturreformen er opgaven blevet lagt over i kommunerne fra 1. januar i år.
- Jeg er sikker på, at kommunerne vil vise, at de kan gøre det væsentligt bedre end amterne gjorde det, siger socialminister Eva Kjer Hansen.
Det er Nanna W.Gotfredsen ikke så sikker på.
- Hele misbrugsbehandlingen er demonteret. Godt nok havde amterne svært ved at overholde tidsfristen, men de havde dog en bred vifte af tilbud. Det er nu splittet op og fordelt rundt i kommunerne. Det går ud over den faglige kompetence, siger hun.
Nanna W Gotfredsen nævner et eksempel med en kommune, hvor hver sagsbehandler har ansvaret for visitation og socialbehandling af mere end 60 misbrugere.
- Kommunerne får svært ved at klare opgaven uden yderligere økonomi.
På trods af mange tiltag er dødeligheden blandt stofmisbrugere stadig på niveau med 1990`erne. Skal det ændres er der blandt andet brug for nationale standarder for behandlingsindsatsen og en egentlig misbrugsuddannelse, siger Nanna W.Gotfredsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. maj. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland