Kontrol og færre penge kan mærkes i børnehaven. Det kommer mere og mere til at ligne arbejdet i en virksomhed

Der er blevet større afstand mellem beslutningstagerne og børnene. De ansatte i daginstitutionerne har fået mindre indflydelse på deres eget arbejde. Det oplever pædagoger og medhjælpere i Århus på første hånd.
- De 350 institutioner, vi havde her i Århus, er blevet lagt sammen til 73 nye, store dagtilbud. Det har for det første gjort viften af institutioner meget smallere. Hvor vi før havde alt fra 0-6 års-institutioner og skovbørnehaver til integrerede institutioner, har vi nu kun et tilbud, fortæller Ulla Nygaard, næstformand i BUPL, Århus, til Arbejderen.
- Samtidig har det medført et ekstra ledelseslag, fordi der både er institutions- og dagtilbudsledere nu, og det har gjort hverdagens beslutninger meget mere besværlige for de ansatte. Det bliver fremstillet som rationalisering, men betyder i realiteten mere bureaukrati, og at beslutningerne bliver trukket længere væk fra børnene og de pædagoger, der arbejder med dem, uddyber hun.
Ændringerne i Århus er gennemført som led i de store budgetnedskæringer, som blev vedtaget sidste år under omfattende protester.
Forandringerne har gjort indhug i arbejdsglæden hos de ansatte, oplever Ulla Nygaard. Men det skyldes ikke kun nedskæringer og institutionssammenlægninger.
- Det betyder også meget, at der ikke længere er tillid til, at de ansatte kan udføre deres arbejde professionelt uden at skulle dokumentere det og få det kontrolleret på alle leder og kanter. Der bliver flere og flere standardkrav til, hvad børnene skal nå og kunne på forskellige alderstrin. Men børn er jo individer, der udvikler sig i forskellige tempi, og det kan kun de pædagoger, der arbejder direkte med dem, tage højde for, siger Ulla Nygaard.
Hun er ikke i tvivl om, i hvilken retning de nye strukturer peger.
- Det er som om, regeringen opfatter daginstitutionsområdet som en koncern, hvor de enkelte institutioner bliver styret med forpligtende målsætninger, hvor opgaverne skal beskrives, vejes og effektmåles. Institutionerne skal konkurrere indbyrdes og der bliver lavet sammenligninger for at vurdere, hvem der er bedst og hvem der er dårligst, forklarer hun.

Profit på børn
Når børnehaverne minder mere og mere om virksomheder, er det ikke tilfældigt. I 2005 vedtog Folketinget en lov, som skal gøre det nemmere for private virksomheder at drive daginstitutioner og tjene penge på det.
Loven forpligter kommunerne til at gøre området konkurrencedygtigt. Derfor skal der kunne sættes præcise priser på omsorgen og pædagogikken.
De private institutioners indtog i børnenes verden blev yderligere fremmet, da Folketinget samtidig vedtog princippet 'pengene følger barnet'. Princippet gør det muligt for forældre at vælge, om deres barn skal i privat institution for kommunens penge. Og det vækker ubehagelige associationer for Ulla Nygaard.
- Når åbningen mod de private kommer samtidig med massive besparelser i de offentlige institutioner, betyder det jo, at de der har ressourcer til det, typisk vælger det private. Det dræner det offentlige yderligere, så det er en ond spiral. Det kan vi se i Storbritannien, som har kørt med princippet om at 'pengene følger barnet' i snart 20 år. Der er langt det meste af børnepasningen privat. Resultatet er, at landet har en af de dyreste børnepasningsordninger i Europa, fortæller hun.

Privat pasning dyrest
Ulla Nygaard bliver bekræftet af 3F`s rapport om den britiske velfærdsstat. Af den fremgår det, at udgifter til børnepasning i Storbritannien sluger omkring halvdelen af indkomsten hos et par med gennemsnitlig løn. I Danmark slipper parret med under en femtedel af deres løn.
Den dyre børnepasning er hovedårsagen til, at kun en fjerdedel af de britiske mødre med hjemmeboende børn arbejder på fuld tid. Mens halvdelen arbejder på deltid, går den sidste fjerdedel simpelt hen hjemme.
Det har ført til massiv fattigdom blandt børnefamilierne. Selvom leveniveauet i vores vestlige naboland lignede det danske før 1980`ernes omfattende privatiseringer, lever hvert tredje britiske barn i dag under den relative fattigdomsgrænse.
Derfor er Ulla Nygaard ikke i tvivl om, hvad der er den vigtigste sag, når de offentligt ansatte går på gaden i dag.
- Vi skal selvfølgelig fortsætte med at kræve flere ressourcer og mindre kontrol. Men de strukturelle ændringer har langt mere vidtrækkende betydning. Når først institutionerne er blevet lagt sammen, eller der er blevet solgt ud af velfærden, er det meget sværere at genoprette end nedskæringerne. Derfor er det ekstremt vigtigt at sætte alle kræfter ind på at øge modstanden mod privatiseringen af velfærden, fastslår hun.