26 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dyrekøbte erfaringer skal bruges

Dyrekøbte erfaringer skal bruges

Torsdag, 24. maj, 2007, 00:00:00

Erfaringerne fra de netop overståede OK-forhandlinger skal omsættes i handling. OK 2007-initiativet gør status og er klar til næste slag

Der bliver nok at snakke om, når OK 2007-initiativet onsdag den 6. juni indkalder til landsdækkende konference for at evaluere de netop overståede overenskomster for ansatte på det private arbejdsmarked.
Bjarne Sørensen, der har været én af hovedkræfterne bag OK-initiativet, nævner i flæng industriens dominerende rolle på hele overenskomstforløbet, medlemmernes manglende engagement som afspejler sig i den lave stemmeprocent og endelig forligsmandsloven og de udemokratiske afstemningsregler.
Det hedder sig, at overenskomsterne fornyes gennem decentrale forhandlinger. Bjarne Sørensen går så langt som til at indrømme, at de respektive fagforbund forhandler hver for sig, men ellers er hans holdning til forhandlingsforløbet klar.
- Det forløb, vi har været igennem denne gang, er det mest centrale, jeg har oplevet. Vi har igen set, hvordan industrien forbeholder sig retten til at være den branche, der slår hul igennem og sætter rammerne for samtlige overenskomster på det private arbejdsmarked. Dansk Arbejdsgiverforening er lig med Dansk Industri. Det skal der laves om på, lyder det med eftertryk.

Langt fra top til bund
Bjarne Sørensen er til daglig formand for Dansk Metal Horsens. Han mener, at overenskomstforløbet afslørede tydelige modsætninger mellem medlemmernes krav og forventninger, og de resultater forhandlerne blev enige om.
- Den demokratiske proces med at medlemmerne formulerer og rejser krav, er der sådan set ikke noget i vejen med. Det er med til at give et ejerskab hos medlemmerne. Problemet er mere, at forbundsledelserne og forhandlerne ikke er stand til eller ikke vil lytte til medlemmerne. Hvordan man ændrer på det, har jeg ingen bud på.
Som eksempel på manglende evne eller vilje til at lytte til medlemmerne i hans eget forbund nævner Bjarne Sørensen uddannelse. Forbundsledelsen i Dansk Metal havde lagt sig fast på uddannelse som et overenskomstkrav, længe før medlemmerne havde formuleret og indsendt deres krav til forbundet.

Klare krav
Metal-formanden fra Horsens slår til lyd for en skarpere prioritering af kravene, så både forhandlere og medlemmer har fuldstændig styr på, hvilke krav der bliver stillet og forhandlet.
- Jeg tror ikke på fuldstændig åbenhed under forhandlingsforløbet. Men derfor kan man godt forlange, at forhandlerne undervejs melder ud om eventuelle knaster, der måtte opstå ved forhandlingsbordet. Her tænker jeg ikke på detaljer, men hvilke temaer der er uenighed om. Det, tror jeg, kan øge medlemmernes engagement, fordi det giver dem mulighed for at følge kravene hele vejen. Men det forudsætter altså, at der er klarhed om de konkrete krav.
Kan medlemmerne ikke genkende deres egne krav i det forhandlingsresultat, de bliver præsenteret for, går det som denne og mange gange tidligere.
- Medlemmerne gider ikke stemme. Vi oplevede igen en alt for lav stemmedeltagelse, hvor kun de allermest aktive fagforeninger formåede at få stemmeprocenten op over de 40. Det kan ingen, hverken ja- eller nej-sigere, være tilfredse med, siger Bjarne Sørensen.

Brug erfaringerne
En mulig forklaring på den lave stemmedeltagelse finder Bjarne Sørensen i det manglende engagement fra medlemmernes side eller rettere manglende involvering. Men også de udemokratiske afstemningsregler spiller ind. Han mener derfor, at en grundig diskussion om ændringer af forligsmandsloven trænger sig på.
- Loven misbruges af både fagbevægelse og arbejdsgivere. Som jeg læser loven, er den et instrument, der kan trækkes frem, hvis forhandlerne ikke selv kan nå videre. Men der er nærmest opstået en automatik i ved hver eneste overenskomstforhandling at spille forligsmanden på banen for dermed at få muligheden for at sætte de udemokratiske aftstemningsregler i værk.
- Det mest groteske eksempel på følgerne af sammenkædning kommer medlemmerne af 3F til at mærke. De skal i tre år leve med de overenskomster, de har stemt nej til, fordi forligsmanden lægger alle stemmer i en hat.
Bjarne Sørensen håber, at erfaringerne fra OK 2007 bliver brugt til at sætte en konstruktiv proces i gang i alle forbund. Ikke mindst at der bliver taget fat på opgaven med at inddrage medlemmerne i hele overenskomst-processen.
- Demokratiet skal i centrum og vi skal lære af hinandens erfaringer. Det er forudsætningen for at vores aftalesystem kan overleve. Lykkes det projekt skal stemmeprocenten nok også komme i vejret, slutter Bjarne Sørensen med opfordring til at fortsætte debatten i Horsens den 6. juni.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. maj. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland