Faglige seniorer langer ud efter satspuljen. Satspuljen må væk - den øger uligheden, lyder det fra de pensionerede arbejdere i LO
- Satspuljen er en honningkrukke, der betales af de absolut dårligst stillede i samfundet. Satspuljen betyder, at borgere på overførselsindkomst stille og roligt bliver fattigere i forhold til resten af samfundet.
Det mener Anton Johannsen, som er formand for Faglige Seniorer.
Faglige Seniorer er en organisation for pensionister og efterlønsmodtagere, som i deres aktive arbejdsliv har været organiseret i fagforbundene under LO. I denne uge afholder de kongres på Fyn.
Organisationen har gennem lang tid kritiseret satspuljen, men det er først indenfor det sidste års tid, at de har besluttet at kræve puljen nedlagt.
- Det er grotesk, at man piller de dårligst stillede ud og lader dem betale til for eksempel boligproblemer og andre sociale problemer, siger Anton Johannsen til Arbejderen.
- Problemerne er blevet mere og mere alvorlige med regeringens udgiftsstop og den såkaldte kvalitetsreform. Der er ikke sket et løft i kvaliteten for de ældre, de skal jo næsten sidde på et bækken mens de spiser, for at alt skal nås. Udviklingen er helt gal, og derfor kører vi hårdere på nu, fortæller Anton Johannsen.
Satspuljen har eksisteret siden 1990, hvor der blev indgået en aftale i Folketinget, som betyder at de sociale ydelser ikke stiger lige så meget, som indkomsterne for dem i arbejde. I stedet tilbageholder staten hvert år 0,3 procent af de sociale ydelser fra pensionister, efterlønsmodtagere og arbejdsløse. Pengene indbetales til satspulje-fonden.
Denne manøvre har betydet at der er et efterslæb som beløber sig til næsten syv milliarder kroner. Pengene i satspuljen afsættes til sociale formål, som for eksempel projekter med utilpassede unge, integration og sundhedsfremmende projekter.
- Alle satspuljens projekter er vigtige, men er det er noget vi skal løse i fællesskab, siger Anton Johannsen, og understreger at Faglige Seniorer derfor ønsker projekterne ind under finansloven.
Sidste år kostede satspuljen enlige folkepensionister et efterslæb på 6000 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278