Kommunens varslingsbreve er uforståelige for de fleste af de, der rammes af 300-timers reglen
'Kontanthjælpsreglerne for ægtepar i lov om aktiv socialpolitik er blevet ændret fra 1. april 2006. De nye regler gælder for ægtepar, der har modtaget hjælp (kontanthjælp, starthjælp eller aktiveringstilbud) i sammenlagt 2 år, og som får beregnet hjælpen på grund af satserne i lovens § 25, stk. 1, nr, 1 eller 2, stk. 3 eller stk. 3 (voksensats)'.
Sådan lyder teksten på det brev, de fleste kommuner for at halvt år siden sendte ud til familier, hvor begge ægtefæller er på kontanthjælp.
Brevet er baseret på en standardskrivelse fra Kommunernes Landsforening, og fortæller i kringlede omskrivninger, at hvis ikke familierne har arbejdet 300 timer i løbet af to år, mister de den ene kontanthjælp.
Mange af familierne reagerede ikke. Et halvt år senere var halvdelen af deres indkomst røget.
Selvom mange af de, der rammes af 300-timers reglen, er for syge til at arbejde, eller ikke kan finde arbejde, står beskæftigelsesordfører for Venstre, Jens Vibjerg, fast. Han kalder reglen for en succes.
- Det virker jo. De der vil arbejde, kommer i arbejde. Kontanthjælpsmodtagerne har vidst at reglen ville træde i kraft så længe, at de der rammes af den, er dem der har valgt, at de hellere vil gå hjemme, siger han til Arbejderen.
Men mange af kontanthjælpsmodtagerne har måske slet ikke forstået, at de var i farezonen, før det var for sent, vurderer Bettina Post, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.
- Brevet er det rene volapyk - selvom det er juridisk korrekt. Modtageren omtales konsekvent som 'den pågældende'. Mange af dem, der fik brevet, har slet ikke lært dansk endnu. Hvis de samtidig er i gang med danskundervisning eller virksomhedspraktik, kan jeg godt forstå, hvis de ikke troede, det gjaldt dem. De gør jo alt, hvad de kan for at blive klar til arbejdsmarkedet, siger Bettina Post, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.
Jens Vibjerg erkender, at varslingsbrevet kan være uforståeligt.
- Det er godt nok formuleret lidt upædagogisk. Men reglen har jo været offentliggjort på mange andre måder, siger han og fastholder, at 300-timers reglen ikke rammer uforskyldte.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278