22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Behnke døv overfor FN-komité

Behnke døv overfor FN-komité

Onsdag, 09. maj, 2007, 00:00:00

Uanset hvad FN`s komité mod tortur når frem til, når den fredag den 18. maj fremlægger sin rapport om Danmark, taler den for to døve øren på Tom Behnkes hoved

- Jeg kan ikke tage mig af det!
Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra de Konservatives rets- og forsvarsordfører, Tom Behnke, på at eksperter i FN`s komité mod tortur netop nu vurderer, om regeringen i en række tilfælde har overtrådt FN`s konvention mod tortur.
Forud har både Amnesty International og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) afleveret hver deres rapport om, hvordan det går i Danmark med at efterleve FN`s konventioner mod tortur.
Et af emnerne er sagen om de danske specialstyrkers overgivelse af 31 afghanere til de berygtede amerikanske fangelejre i Afghanistan. Både Amnesty og RCT kræver en uafhængig undersøgelse af forløbet.
- Nej, jeg vil ikke respektere, hvis FN-komitéen kræver en uafhængig undersøgelse af regeringen. Det skyldes tre årsager: 1) Sagen er allerede undersøgt til bunds, der har været et hav af spørgsmål og debatter i Folketinget. 2) Det er ikke Danmark, som skal foretage sådan en undersøgelse, men derimod USA som fik overdraget fangerne. 3) Vi aner ikke hvor fangerne er. Under aktionen blev taget så mange afghanere på én gang, at der simpelten ikke var skemaer nok til at få alle navne, fortæller Tom Behnke til Arbejderen.
- Det vil altså simpelthen være i strid med international ret, at kræve at regeringen skal foretage en uafhængig undersøgelse. Det kan jeg ikke forestille mig, at FN-komitéen vil være med til. Et flertal i Folketinget har slået fast, at der ikke er grund til at undersøge den sag yderligere. Sådan er demokratiet, fastslår Tom Behnke.
Den konservative ordfører må dog indrømme, at FN har en vis 'international pondus'.
- Det er da en komité med anerkendte eksperter og med en vis international pondus. Derfor har den et mandat og en rolle at spille. Det er godt at have nogen til at kigge på, hvad der er op og ned i en sag som denne. I den her sag er der bare ikke lavet nogen fejl. Den konklusion er jeg sikker på, komitéen når frem til.
Udover at granske dansk militærs udlevering af fanger til USA, der har mishandlet fanger i Afghanistan, skal FN-komitéen også vende brugen af isolationsfængsel i Danmark og at flygtninge, der har været udsat for tortur, ikke kan få dispensation fra danske-kravet, hvis de ønsker dansk statsborgerskab.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. maj. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland