22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jobklausuler stavnsbinder

Jobklausuler stavnsbinder

Tirsdag, 08. maj, 2007, 00:00:00

I sidste uge førstebehandlede Folketinget et lovforslag fra beskæftigelses-ministeren om de såkaldte erhvervs-begrænsende aftaler

Fagbevægelsen må kæmpe for at få jobklausuler helt forbudt.
Så klar er holdningen hos 3F Transport, Logistik & Byg i Århus, og en række andre fagforeninger indenfor BAT-kartellet i byen.
I sidste uge førstebehandlede Folketinget et lovforslag fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) om de såkaldte 'erhvervsbegrænsende aftaler', der indgås mellem arbejdsgiverne, for at forhindre at de ansatte kan søge arbejde hos en konkurrent.
Men Hjort Frederiksen vil ikke forbyde jobklausulerne. Lovforslaget lægger alene op til, at arbejdsgiveren bliver pligtig til at informere den ansatte om, at han er underlagt en jobklausul. Det kan for eksempel ske ved, at det er nævnt som en del af standardteksten i en ansættelseskontrakt.
Det er især i vikarbranchen, at fagforeningen 3F Transport, Logistik & Byg slås med konsekvenserne af de forhadte klausuler.
- Jobklausulerne stavnsbinder arbejderne. Og de betyder i realiteten, at de ansatte i vikarbureauerne er bundet til et deltidsarbejde, fastslår Jan Sylvest Andersen, der er faglig sekretær, over for Arbejderen.
- Mange vikarer kommer jævnligt rundt på 10-20 virksomheder i byen for at afløse ved ferie og sygdom, forklarer han.
- Men hvis vikarbureauet har lavet jobklausuler, som forbyder vikaren at blive fastansat på disse virksomheder, er han jo i virkelighedens verden afskåret fra at søge et fuldtidsarbejde. Hele byen er lukket land indenfor hans fagområde.
Han finder vikarernes retsstilling helt grotesk:
- Hos vikarbureauet er de ansatte hyret fra dag til dag. De har ikke nogen som helst garanti for, hvor mange timers arbejde, de kan få i bureauet. Men de kan ikke slippe derfra igen.
VC-regeringen havde ikke på forhånd flertal for sit lovforslag, da det blev førstebehandlet i onsdags. Men to små ændringsforslag fik Dansk Folkeparti til at falde til patten.
Det drejer sig dels om en formulering i lovteksten om at arbejderen skal have mulighed for at 'tage stilling til jobklausulen', dels et løfte om, at loven skal genforhandles om to år.
Ifølge Ole Stavad(S) er der i realiteten tale om en forværring af arbejdernes retsstilling.
- Det er reelt en genindførelse af stavnsbåndet. Når arbejdsgiveren har indgået en kartelaftale, skal han ganske vist give arbejdstageren en orientering. Men hvis arbejdstageren ikke synes om aftalen, så kan han kun reagerer ved at søge sin afsked, siger han til Netredaktionen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. maj. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland