Forsvarsadvokater tror ikke på, at Københavns Politi kan få de unge, der sov i Ungdomshuset, da det blev ryddet, idømt op til et års fængsel
Københavns politi vil kræve omkring et års fængsel til de 15 unge, der sov i Ungdomshuset natten til den 1. marts, da politiet ryddede huset tidligt om morgenen .
De fleste af de unge er ikke sigtet for noget kriminelt. Forbrydelsen består alene i at sove i Ungdomshuset på det 'forkerte tidspunkt'.
Jakob Arrevad, der er forsvarsadvokat for en af de varetægtsfængslede, der var til stede i Ungdomshuset den pågældende nat, er ikke overrasket over politiets krav om et års fængsel.
- Det ligger jo helt i tråd med den måde, de har fremturet på i denne sag. Men det, at de kræver så høj straf, er jo ikke ensbetydende med, at de kommer igennem med det, siger Jakob Arrevad til Arbejderen.
- Hver enkelt af de 15 sager er forskellige. Og det mest interessante spørgsmål er jo, om politiet kan komme igennem med en dom til de unge, der alene sov i Ungdomshuset, og som ikke har gjort noget kriminelt, siger Jakob Arrevad.
- Og det tror jeg ikke på, at de kan.
Samme vurdering lyder fra advokat Sysette Vinding Kruse:
- I onsdags faldt den første dom mod en aktivist. Her havde politiet lagt op til et års fængsel. Men dommen lød på seks måneder, fortæller Vinding Kruse til Arbejderen.
- Det viser noget om, at de ikke kommer igennem med de her meget høje straffe. Jeg har fortsat tillid til, at man ikke kan blive dømt, hvis man ikke har gjort noget, slutter hun.
I alt to mænd blev dømt i onsdags for at kaste med sten i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset. Den ene, en 21-årig mand, fik et halvt års fængsel efter at have tilstået at have kastet ni sten mod politiets pansrede vogne. Den anden var en 34-årig mand, som fik fire måneder for at kaste en sten direkte mod en politimand.
Politiet begrunder sit krav om et års fængsel til dem der opholdt sig i Ungdomshuset ved rydningen med, at der var molotovcocktails og jernstænger i huset, og at brug af dem er langt alvorligere end stenkast. Man ser altså bort fra, at tingene i huset aldrig kom i brug.
Både Jakob Arrevad og Sysette Vinding Kruse har protesteret over 'de helt vilkårlige' varetægtsfængslinger i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset. I et åbent brev i Politiken fastslog de, sammen med andre advokater, at 'den største taber ved Ungdomshusets rydning ser ud til at blive retssystemet'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278