22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vidner kritiserer politivold

Vidner kritiserer politivold

Tirsdag, 24. april, 2007, 00:00:00

I de 50 minutter, rydningen af Ungdomshuset varede, var der masser af gas og knippelslag inde i huset, der var totalt lukket af for offentligheden

Rydningen af Ungdomshuset foregik ikke så fredeligt, problemfrit og hurtigt, som politiet hidtil har påstået. Flere vidner, der befandt sig inde i huset, fortæller om voldsomme betjente, der slog igen og igen med knipler, om aktivister der blødte voldsomt fra hovedet, og om tåregas der blev affyret indendørs, uden at de unge havde mulighed for at komme væk.
En af dem, der var til stede da politiet stormede huset, var den 17-årige musiker Matias Littauer. Han havde spillet i huset dagen før og overgav sig straks til politiet uden modstand. Alligevel er han nu sigtet for blandt andet grov vold mod tjenestemand i funktion.
- Vi blev sat i håndjern. Jeg kunne høre råben og skrigen fra lokalerne under mig. Det lød som om, at det gik voldsomt for sig. Flere råbte, at politiet skulle slappe af, fortæller Matias Littauer til Arbejderen.
Da han efter en halv time blev flyttet ind til de andre anholdte, kunne han se, hvorfor der blev skreget under ham:
- Seks-otte unge blødte fra hovedet. Mange var blevet skadet og havde det ikke godt. De fortalte, at politiet havde taget deres gasmasker af, ladet dem ligge i gassen og kommet med kommentarer som: 'Nu er I ikke så seje længere', beretter Matias Littauer.
I dag - næsten to måneder efter - lider flere af dem stadig af de skader, de fik.
En af dem er Ditte Marie Nielsen på 25 år, der overnattede i Ungdomshuset, fordi hun er ved at lave en dokumentarfilm om huset. Hun fulgte kampene på tæt hold og fik masser af gas. Siden stormen på huset har hun ikke kunne tale i fem minutter i træk uden at få et voldsomt hosteanfald. Hendes læge har givet hende astmamedicin og antibiotika og sendt hende til en øre-næse-halslæge, der konstaterer, at hun er blevet udsat for noget, der har været hårdt ved hendes lunger.
En tysk aktivist blev indlagt på sygehus bevidstløs og i chok efter knippelslag, mens politiet sagde, at han havde en allergisk reaktion over for tåregassen.
Efter at de nye oplysninger er kommet frem, bad politiet i går statsadvokaten kigge på forløbet.
Før aktivister, musikere, førstehjælperen og tv-journalisten blev slæbt ud til offentligheden fik de sorte hætter på - måske for at skjule de slag de havde fået i hovedet.
Men på skadestuen kunne slagene ikke skjules.
Enhedslisten kræver nu, at justitsministeren redegør for selve rydningen af Ungdomshuset - herunder om reglerne for brug af gas og stav er overtrådt. Samt hvem der tog beslutningen om at rydde huset, og hvilke scenarier man havde forestillet sig kunne foregå i huset.
Ministeren har endnu ikke svaret på Amnesty Internationals åbne brev om en undersøgelse af forløbet omkring dagene ovenpå rydningen af huset.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. apr. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland