23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lærerformand er skeptisk

Lærerformand er skeptisk

Tirsdag, 17. april, 2007, 00:00:00

I sidste uge blev det første trepartsmøde om fremtidens velfærd afholdt. Mest varm luft og flotte ord, siger lærerformand

LO inviterede statsministeren til forhandlingsbordet med velfærd på menuen. Anders Fogh Rasmussen takkede hurtigt ja til invitationen og i onsdags blev det første møde mellem fagbevægelsen, regeringen og arbejdsgiverne så afholdt. Omdrejningspunktet var 'god service i et moderne velfærdssamfund'.
- Vi fik besluttet et kommissorium for det fremtidige arbejde og nu skal vi så til at folde de flotte overskrifter ud, fortæller Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening til Arbejderen.
På mødet deltog repræsentanter fra LO, FTF, Akademikernes Centralorganisation, kommunerne, regeringen og danske regioner. Anders Bondo Christensen deltog på mødet for FTF (Forbundet for funktionærer og tjenstemænd). Han lægger ikke skjul på, at han ikke er den varmeste fortaler for trepartsforhandlingerne, som også har mødt stor modstand fra blandt andet 3F
- Jeg synes vi har set mange tiltag i modsat retning, end den Fogh nu lægger ud med. På folkeskoleområdet har vi oplevet en politik stik imod bedre velfærd, for eksempel med elevplanerne som vi kæmper meget med lige nu, siger Anders Bondo Christensen.
Mødet vedtog et kommissorium med ni omdrejningspunkter for de kommende forhandlinger. Blandt punkterne er voksen- og efteruddannelse, god ledelse og de ansattes ansvar og inddragelse.
- Jeg er bekymret for, at vi vedtager nogen flotte ord, som 'medarbejderdreven innovation'. Det er ikke hverdagen ude på folkeskolerne - det er langt mere konkret, siger Anders Bondo Christensen.
Mødet berørte, ifølge Anders Bondo Christensen, også spørgsmålet om flere ressourcer til den offentlige sektor.
- Vi understregede, at det skulle være nye, friske ressourcer og ikke genbrugs-penge som vi tidligere har oplevet, hvor de skærer ned og giver nogen af pengene tilbage igen, understreger Anders Bonde Christensen.
Efterfølgende har Konservative meddelt, at penge til kvalitetsreformen skal findes inden for de nuværende rammer, mens Anders Fogh efter mødet konstaterede, at velfærd koster penge.
Trepartsforhandlingerne om velfærd fortsætter frem til midten af juni, hvor der forventes vedtaget et fælles forpligtende slutdokument.


Emner for trepartsforhandlinger
- Udvikling af de ansattes kompetencer, herunder voksen- og efteruddannelse.
- De kompetencegivende grunduddannelser for ansatte i den offentlige service.
- De ansattes ansvar og inddragelse i fornyelse og udvikling af service.
- Indflydelse på eget arbejde.
- Anerkendelse af de offentligt ansattes indsats.
- Bedre arbejdsmiljø, herunder lavere sygefravær.
- God ledelse.
- Rekruttering og fastholdelse af ansatte, herunder seniorpolitik.
- Integration af ansatte med indvandrerbaggrund.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. apr. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland