En gruppe vil indsamle og offentliggøre historier fra visiteringer, anholdte, varetægtsfængslede og husransagninger i kølvandet på rydningen af Ungdomshuset
af Jan Lars Nielsen
Henrik bliver banket af politiet. Unge under 18 år bliver fængslet på et tvivlsomt grundlag. Landsretten godkender langvarige varetægtsfængslinger uden bevisførelse. Var de mange brud på almindelige retsprincipper enlige svaler, eller var der tale om et massivt fugletræk?
I den kommende tid indsamler en gruppe, der hedder BRetterne, historier fra de mange anholdte, varetægtsfængslede, husransagninger og visiteringer i kølvandet på rydningen af Ungdomshuset. Beretningerne vil ifølge gruppen blive katalogiseret og snarest opsat på hjemmesiden www.beretninger.net.
- Vi håber, at vi kan få beretninger fra de mange mennesker, der under politiets rydning og i dagene derefter havde kontakt med politiet, siger Louisa Menne fra dokumentationsgruppen.
- Vi kan selvfølgelig hente enkelthistorier fra medierne, men vores tese er, at der er sket et massivt brud på mange retsprincipper i marts 2007. Derfor skal vi have så mange beretninger som muligt.
Det lyder som noget, andre grupper også laver?
- Der er rigtig mange i sving, og det er fantastisk. Vi er selvfølgelig også ved at tage kontakt til Amnesty, netværket for varetægtsfænglede børn, ABC-retshjælpen, Enhedslisten og de mange andre foreninger og grupper. Vores arbejde vil bestå i at samle beretninger i en slags netværksportal med en overskuelig brugergrænseflade, som vil kunne bruges af alle. Det kunne være journalister, som vil grave i politiets metoder, studerende, som kan bruge dem til rapporter. Men vigtigst af alt vil vi være med til at kigge politiet over skulderen, når Lene Espersen ikke kan finde ud af det.
Louisa Menne oplyser, at beretningerne vil blive anonymiseret, når de bliver lagt på nettet.
- Men det er vigtigt, at vi i gruppen har en identitet, som kan hæftes på. Hvis vi skal have gennemslagskraft, er det nødvendigt, at vi har den højst mulige troværdighed. Vi vil gerne have eventuelle vidner, skadesberetninger fra læge eller sygehus. Som udgangspunkt stoler vi dog på de beretninger, vi får ind. I de fleste tilfælde har politi og fængselsbetjente jo sørget for, at ingen udenforstående har hørt eller set, hvad de har foretaget sig.
Hvad er det overordnede formål?
- Sagen om Henrik har med al ønskelig tydelighed vist, at med selv de klareste indicier bliver ingen betjente suspenderet endsige forventet dømt. Vores håb er, at politiet føler sig så pressede, at de ikke en gang til tromler frem, som de har gjort. Desuden vil vi gøre vores til, at der bliver lavet en officiel undersøgelse af politiets fremfærd og af den ifølge flere samstemmende beretninger nedværdigende behandling, som varetægtsfangerne får i Vestre Fængsel. Når en sådan undersøgelse sættes i gang, stiller vi gerne vores materiale til rådighed.
Indtil videre kan BRetterne kontaktes på telefon 50 21 62 13 eller på mail beretninger@gmail.com. Gruppen oplyser, at de gerne kommer og nedskriver eventuelle beretninger.
BRetterne beretninger@gmail.com tlf. 50 21 62 13 www.beretninger.net
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278