23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Konflikter rykker unge til venstre

Konflikter rykker unge til venstre

Lørdag, 07. april, 2007, 00:00:00

Skærpede konflikter i samfundet styrker de unges politiske organisationer som oplever stor medlemsfremgang

Når Socialistisk UngdomsFront (SUF) og Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) her i påsken holder deres landsmøder, er der mange flere deltagere end sædvanligt. Begge organisationer oplever en stor stigning i medlemstallet.
SUF har i løbet af de sidste to år fordoblet sit medlemstal fra 500 til 1000, mens SFU har fået 400 nye medlemmer i år og dermed har rundet et medlemstal på 1900.
- Alle de politiske ungdomsorganisationer på yderfløjene oplever stor tilstrømning i disse år. Det gælder især til venstre for Socialdemokraterne, siger demokratiforsker ved Københavns Universitet, Rene Karpantschof, til Arbejderen.
Han mener, at det er de skærpede konflikter i samfundet, der politiserer de unge.
- De konflikter, der er i samfundet, bliver mere synlige, når vores rettigheder trues. Vi har set det med truslen mod fristederne og de sociale rettigheder. Det bliver nemmere at se, hvem der er skurke og helte, og så er det ganske naturligt at reagere. Det får mange til at søge ind i både de eksisterende organisationer og nyopståede netværk, som Foreningen for Flere Ungdomshuse, siger Rene Karpantschof .
Også SFU tilskriver fremgangen den politiske situation i landet.
- Vores fremgang skyldes nok først og fremmest befolkningens store utilfredshed med regeringen og vores engagement i velfærdskampen, siger sekretariatsleder Kasper Bjering Jensen til Arbejderen.
I SUF kan de mærke, at den aktivistiske profil giver pote.
- Hos os er politik ikke bare noget, der sker omkring valgkampene. Vi laver mange aktioner og diskuterer hele tiden politik med hinanden, og det tiltrækker mange unge, siger Peter Jørgensen fra SUF`s ledelse til Arbejderen.
Også Kommunistisk Parti oplever også det stigende engagement i ungdommen.
- Vi får rigtig mange nye, unge medlemmer for tiden. Flere kommer til fordi de har set os være på gaden i kampen for Ungdomshuset sammen med Rød Ungdom og Offensiv, fortæller Anne Mette Carlsen, som er leder af partiets ungdomsudvalg.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. apr. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland