24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

For tidligt at afblæse konflikt

For tidligt at afblæse konflikt

Onsdag, 28. marts, 2007, 00:00:00

OK 2007 initiativet mener stadig at forhandlingerne om nye overenskomster kan ende med storkonflikt. Nu skal der ekstra tryk på nej-kampagnen

- Små slag nu! Pressen har været hurtig til at aflyse en storkonflikt efter forliget på transportområdet. Men de indgåede forlig kan vise sig så ringe, at de kan blive mødt af et samlet nej ved urafstemningen.
Således lyder vurderingen fra formanden for Metal Horsens, Bjarne Sørensen, der også er med i OK 2007 initiativet.
Søren Elsberg, formand for 3F Aalborg, landets største 3F-afdeling, er helt enig. Han mener, det er blevet tid at slutte op om OK initiativet og få gang i en effektiv nej-kampagne.
- Ud over, at transportforliget ikke giver væsentligt mere på mindstelønnen, end man fik i industri-forliget, så skal man også tænke på det snævre flertal i 3F`s forhandlingsudvalg, der anbefaler aftalen, siger han til Arbejderen.
- Man kan ikke forsvare overenskomstresultaterne med, at man bare kan forhandle forbedringer hjem lokalt. Det er ikke alle, der kan eller har styrken til det. Derfor kan jeg kun anbefale et nej, når mæglingsforslaget kommer til afstemning, lyder det fra Søren Elsberg.
Han håber på opbakning fra aftenens generalforsamling i 3F til at sætte gang i en nej-kampagne.
Den beslutning har bestyrelsen i 3F Kastrup netop taget.
- Transportforliget ændrer ikke ved vores holdning til overenskomsterne. Der falder alt for lidt af til medlemmerne. Så snart der ligger et mæglingsforslag, er vi klar til at kalde tillidsfolkene sammen og sætte gang afstemningen blandt medlemmerne, siger Frank Vid Stein, afdelingens næstformand til Arbejderen.
Afdelingen har tradition for at have en rimelig høj stemmeprocent. Det går 3F Kastrup også efter denne gang.
- Jeg tror faktisk på, at det kan lade sig gøre at stemme mæglingsforslaget ned. Der er ikke mange roser fra arbejdspladserne til de resultater, der er kommet ud fra forhandlingslokalerne, lyder det fra Kastrup.
Søren Elsberg ser også en realistisk mulighed for, at forligsmandens skitse bliver forkastet af medlemmerne.
- Det begrunder jeg med tilbagemeldingerne fra tillidsfolkene. Går vi så ud og laver en ordentlig kampagne, tror jeg vi kan få tilstrækkeligt med stemmer, også selvom det bliver forligsmandens sammenkædningsregler der skal stemmes efter, lyder det optimistisk fra Aalborg.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. mar. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland