17-årige Henrik Poulsen er en af de sager, der ligger på statsadvokatens bord. Hans mor har sendt en beskrivelse af forløbet til Amnesty Internationals kontor i Danmark
Statsadvokat Karsten Hjorth undersøger for øjeblikket tre-fem sager, som handler om politivold.
- Jeg har modtaget tre-fem sager fra folk, som mener de er blevet for voldsomt anholdt, lagt i håndjern og slæbt væk eller for voldsomt gennet væk. Nu skal jeg have afhørt dem, som har indsendt en klage. De skal i detaljer beskrive, hvordan anholdelsen foregik, fortæller statsadvokaten til Arbejderen.
Men det bliver ikke nødvendigvis nogen nem opgave, at komme til bunds i sagen, uddyber Karsten Hjorth:
- Det er ikke altid lige nemt at identificere de involverede politifolk. Derfor har vi nu rettet henvendelse til Københavns Politi for at få tilsendt sagsakterne samt forhøre os om nogen betjente kan genkende sagerne. I de sager, hvor der er sket anholdelse, kan vi identificere betjentene og så vil jeg bede dem komme med en forklaring.
En tur i mosen
En af de sager, som statsadvokat Karsten Hjorth vil kigge nærmere på, handler om en blot 17-årige teenager, som i lang tid fik tæv på bagsædet af en civil bil af mænd, han ikke anede var politifolk.
Ved 22-tiden samme dag Ungdomshuset blev ryddet, var den 17-årige Henrik Poulsen sammen med nogle venner på vej til en fredelig demonstration på Rådhuspladsen. Der støder hele tiden nogle mennesker til gruppen. Til sidst er de 15-20 mennesker, hvoraf Henrik Poulsen kun kender et par stykker i forvejen.
Nogle begynder at smadre ruder. Henrik Poulsen går op foran for at komme på afstand af balladen. Da han når frem til Kultorvet kommer en bil kørende i høj fart. Folk begynder at løbe. Henrik sakker bagud. Bilen kommer meget tæt på ham, og han hopper ind i en trappeopgang.
Tre civile mænd mellem 25-35 år kommer ud af den mørke bil. Mindst en af mændene har hævet sin knippel. Henrik får slag på skuldrene, i nakken og ryggen og bliver hevet ind i bilen så brutalt at han mister sin ene vante og kasket. Han er meget bange, og han aner ikke om det er politiet, som har samlet ham op.
Det er først senere - da betjentene begynder at snakke i politiradioen - at Henrik Poulsen finder ud af, at mændene er politifolk.
- Nu kører vi en tur i mosen, lyder beskeden fra en af civilbetjentene.
Og så får Henrik ellers en række knytnæveslag i hovedet. Han kan ikke huske hvor mange slag han får. Han husker bedst et hårdt slag, som flår hans næseryg op.
Kan ikke få vejret
På et tidspunkt trækker den lyshårede betjent Henrik Poulsen frem og presser hans hoved ned mod hans lår i længere tid, så han ikke kan få vejret.
Den 17-årige dreng går i panik. For første gang gør han modstand, hiver hænderne op og råber at han ikke kan trække vejret. Så konstaterer en lyshåret betjent, at 'ham her skal vi have i håndjern' - hvorefter de hiver Henrik Poulsen ud af bilen, lagt på hovedet mod vejen og får plastikstrips på.
Dagen efter kan Herlev Hospitals Skadestue gøre skaderne på Henrik Poulsen op: Hans næse var hævet, han havde blodudtræk ved tindingen og hans ryg var øm efter slag, angiveligt med en knippel: 'Den 01.03.07 slået i ansigt og ryg, angiveligt med knippel', står der øverst på skadesanmeldelsen fra skadestuen.
Henrik Poulsen og hans mor har sendt en beskrivelse af forløbet til Amnesty Internationals kontor i Danmark.
Københavns Politi ønsker ikke at kommentare sagen, så længe den efterforskes af statsadvokaten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278