24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mange vil redde chefer

Mange vil redde chefer

Lørdag, 24. marts, 2007, 00:00:00

Den nystartede kampagne Red Chefen, der støtter tre af de tunge drenge i dansk erhvervsliv, går forrygende

Siden kampagnen Red Chefen blev skudt i gang i tirsdags, har Anne Mette Carlsen haft travlt, meget travlt.
- Vi er blevet kimet ned af mediefolk. Helt almindelige mennesker tager rigtig godt imod initiativet og kampagnematerialerne bliver revet væk, siger lederen af kampagnen til Arbejderen.
Kampagnen er blandt andet blevet omtalt i Politiken, Metro og Nyhedsavisen. Anne Mette Carlsen ser flere forklaringer på kampagnens succes. Den rammer ned midt i den generelle forargelse over de millioner af kroner, som toppen af dansk erhvervsliv rager til sig.
- Direktørernes lønninger står i skærende kontrast til de småører, der falder af til lønmodtagerne ved de igangværende overenskomstforhandlinger. Der er penge som aldrig før i det danske samfund, og alligevel bliver den offentlige service ringere og ringere. Og så er der hele debatten om kapitalfonde, der dræner statskassen for milliarder af kroner, forklarer Anne Mette Carlsen.
Fra hele landet løber der bestillinger ind på postkort. En fagforening har bestilt 50 plakater og der skyder lokalafdelinger af Red Chefen op. I dag vil der blive samlet ind til cheferne ved Amagerbro Metrostation mellem klokken 11 og 12.30, oplyser Ulla Rosenvold fra Amager-afdelingen af den nystartede kampagne.
Der bliver doneret penge til tre udvalgte topchefer: Henning Dyremose, tidligere direktør i TDC, Jess Søderberg, øverste ansvarlige i A.P Møller-Mærsk og Allan Søgaard Larsen, direktør i Falck. Foreløbig har cirka 50 personer meldt sig som donorer.
- Der er flest, der har ondt af Dyremose, men de andre chefer får skam også. For eksempel er der ansatte ved Falck, der har givet en tyver til deres chef, siger en tilfreds Anne Mette Carlsen.
Arbejderen ville gerne have spurgt Henning Dyremose, hvad han mener om indsamlingen. Men TDC`s pressesekretariat oplyser, at man har valgt ikke at kommentere kampagnen. Det lykkedes heller ikke at komme igennem A.P Møllers eller Falck`s pressekontorer.
Når indsamlingen slutter, vil de donerede midler falde i de rette hænder.
- Men først efter, at der er trukket 60 procent i skat, slutter Anne Mette Carlsen.

Læs mere på www.redchefen.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. mar. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland