En total udlicitering af beskæftigelses-indsatsen i København vil ødelægge det netværk, der er bygget op, og få mange til at forlade jobbet, frygter formand for de HK-ansatte
Total-udliciteringen Københavns Kommunens beskæftigelsesindsats kan få de ansatte til at søge andre job, frygter Christian Grønnemark, formand for klubben af HK-ansatte i kommunens Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning.
- Der vil gå halvandet år før mine kollegaer ved om de er købt eller solgt - om de eventuelt skal virksomhedsoverdrages til nogle private selskaber. Så jeg kan ikke fortænke veluddannede og efter spurgte sagsbehandlere i at sige ja til andre og mere sikre job, siger Christian Grønnemark til Arbejderen
Efter planen skal vinderne af udbudsrunden tage over fra 1. januar 2009. Med total-udliciteringen kommer blandt andet de knap 400 ansatte i kommunens tre beskæftigelsescentre også i udbud. Heraf er godt 300 medlem af HK.
De hårdt prøvede nyoprettede jobcentre, der står for at fordele kontanthjælpsmodtagerne til kommunens forskellige tilbud, udliciteres ikke. Men de vil med udliciteringen få nye og uprøvede samarbejdspartnere, og det vil også give problemer for jobcentrene, forklarer HK-klubbens formand.
Christian Grønnemark står midt i en hektisk mødeaktivitet, der skyldes de igangværende lokale lønforhandlinger, og har derfor dårligt nået at sætte sig ind i det høringsnotat om udliciteringen, som forvaltningsledelsen har sendt til tillidsfolkene på beskæftigelsescentrene.
- Men det jeg har nået at sætte mig ind, i gør mig dybt bekymret, understreger han.
Christian Grønnemarks bekymring gælder ikke kun hans HK-kollegaers fremtidsudsigter, men også i høj grad skæbnen for de københavnske kontanthjælpsmodtagere.
- Jeg er bange for, at udliciteringen vil gøre det meget sværere at skabe helhedsløsninger, tilpasset til dem, der har brug for vores hjælp til at komme videre, siger Christian Grønnemark.
De ansatte har frist til den 12. april til at udtale sig om den planlagte udlicitering. Derefter skal beskæftigelses- og Integrationsudvalget tage endelig stilling den 3. maj - og ikke den 3. marts, som vi ved en fejl kom til at skrive i går.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278