Den samlede ramme i emballage-overenskomsten er for lille og skifteholdsarbejderne bliver snydt, mener grafisk gruppe i 3F Randers
Natten til tirsdag blev der indgået forlig om den store emballageoverenskomst mellem Dansk Industri på den ene side og 3F og HK/Privat på den anden.
Aftalen omfatter 4000 ansatte i emballage-industrien og følger på en række punkter industriforliget. Pensionsbidraget og mindstelønnen stiger tilsvarende, og der er også sat penge af til en fritvalgskonto.
- Vores overenskomst læner sig op af industriens og holder sig indenfor nøjagtig den samme beløbsramme. Den er simpelthen for billig, og det er især skuffende, at det ikke lykkedes at komme igennem med nedsat arbejdstid eller andre ordentlige forbedringer for skifteholdsarbejderne, siger Jan Guldmann, formand for Grafisk gruppe i 3F Randers til Arbejderen.
Han stemte nej i 3F`s store forhandlingsudvalg og har efterfølgende fået fuld opbakning til den holdning fra bestyrelsen i Grafisk gruppe i 3F Randers. Han er også overbevist om, at medlemmerne bakker op om et nej, når de samles til møde torsdag i næste uge.
Jan Guldmann indrømmer, at der er positive elementer i emballage-overenskomsten sammenlignet med industriens overenskomst.
- Det lykkedes at overtale arbejdsgiverne til at bevare de fem feriefridage, så de ikke bliver en del af fritvalgs lønkontoen. Vi synes, det er dybt godnat, at folk kan vælge penge i stedet for at holde fri, siger Guldmann.
På emballageoverenskomsten er der en række særaftaler om sygeløn og barsel, som bevares. Fædrene har allerede ti ugers fædreorlov med fuld løn. Derfor blev parterne enige om ikke at forlænge den betalte orlov med yderligere tre uger, som det skete i industriforliget.
Til gengæld blev der lagt mere fleksibilitet ind i ordningen. Hvor de ti ugers fædreorlov tidligere skulle ligge umiddelbart efter fødslen, så kan de nu frit placeres mellem 15. og 48. uge.
Pengene gik i stedet til en forhøjelse af tillæggene for arbejde på aften- og nathold. Tillæggene stiger med 18 procent i løbet af de næste tre år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278