Københavns Kommune lægger op til at privatisere hele beskæftigelsesindsatsen overfor kommunens kontanthjælpsmodtagere
Al ordinær beskæftigelsesindsats, forrevalidering, revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats, fleksjobformidling - kort sagt hele Københavns Kommunes beskæftigelsesindsats - vil være udliciteret per 1. januar 2009.
Den endelige beslutning er endnu ikke truffet. Men den ser ud til at blive rent formel. Kommunens Beskæftigelses- og integrationsudvalg har har på sit sidste møde enstemmigt - Enhedslistens Jette Gottlieb var fraværende - givet forvaltningen grønt lys til at udarbejde et konkret forslag. Det skal behandles på et møde i udvalget den 3. marts.
Også SF`s Torben Kastrup stemte for, at der skal udarbejde et forslag til en total udlicitering af jobindsatsen. De øvrige partier er meget positive, vurderer han.
- Men vi i SF er meget skeptiske. Når jeg alligevel stemte for, er det fordi vi jo ikke på forhånd kan afvise, at det vil gavne den samlede beskæftigelsesindsats i kommunen, at indsatsen bliver samlet under én hat. Selv om vi hellere havde set, at det sker i kommunalt regi, siger Torben Kastrup til Arbejderen.
Han hentyder dermed til, at en del af kommunens beskæftigelsesindsats allerede er udliciteret. Indsatsen for de kontanthjælpsmodtagere, der kræver en særlig beskæftigelsesfremmende indsats, blev udliciteret allerede i 2004.
Torben Kastrup giver overfor Arbejderen udtryk for den opfattelse, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil lægge op til et samlet udbud, så det bliver én virksomhed, der skal stå for kommunens beskæftigelsesindsats.
Det høringsnotat, som forvaltningen har sendt ud til samarbejdsudvalgene i kommunens tre beskæftigelsescentre, lægger dog op til noget helt andet. Ifølge notatet kan beskæftigelsescentrene hver især indsende kontrolbud på de udbudte opgaver - og vinde dem helt eller delvist.
'Hvis beskæftigelsescentrene vinder en del af udbuddet, vil de indgå som én blandt flere leverandører,' skriver forvaltningen i notatet.
Det kommer som en overraskelse for Torben Kastrup.
- Jeg var af den klare opfattelse, at der var tale om ét samlet udbud, som man kun kunne byde ind på som en samlet opgave. Hvis det kan stykkes ud i småbidder, må jeg sige, at jeg er endnu mere skeptisk, siger Torben Kastrup.
De tre beskæftigelsescentre, der står for den ordinære beskæftigelsesindsats, har 388 ansatte og et samlet budget på 174,8 millioner kroner i år. Ifølge forvaltningsnotatet vil de ansatte være omfattet af loven om virksomhedsoverdragelse, hvis beskæftigelsesindsatsen ender med at blive udliciteret til en privat virksomhed.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278