22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fangeudlevering for FN-komité

Fangeudlevering for FN-komité

Onsdag, 21. marts, 2007, 00:00:00

FN skal tage stilling til, om Danmark overholdt FN`s konvention mod tortur, da den danske hær i Afghanistan udleverede fanger til USA`s torturlejr

Ti internationalt anerkendte eksperter i FN`s komité mod tortur skal se film fra Danmark.
Det er det danske Rehabilitierings- og Forskningscenter for Torturofre, RCT, som vil vise DR-dokumentarfilmen Den Hemmelige Krig for FN-komitéen.
Desuden er RCT gået i gang med at indsamle flere 'beviser' til den rapport, som centret afleverer til FN i april.
- Vi skal have afklaret, om Danmark i forbindelse med tilfangetagelse og overlevering af fanger under krigen i Afghanistan, krænkede torturkonventionens artikel 3, som forbyder udlevering til en anden stat, hvis der er risiko for tortur, fastslår juridisk rådgiver i RCT, Therese Rytter til Arbejderen.
Dokumentarfilmen anklager den danske regering for, i flere tilfælde, at have udleveret fanger til amerikansk militær. Det skete på et tidspunkt, hvor USA selv havde erklæret, at konventionerne var sat ud af kraft. og der internationalt samt i danske aviser og af Amnesty International var rejst kritik af USA`s behandling af fanger i Afghanistan.
Nu tager Dokumentations- og Rådgivningscentret for Torturofre de alvorlige anklager med til FN-komitéen, der mødes i starten af maj for at behandle den 5. rapport om Danmark.
Oppositionen i Folketinget og Amnesty International opfordrede allerede i december regeringen til at lave en uafhængig undersøgelse. Det har regeringen konsekvent afvist.
- Komitéens behandling kan ikke erstatte en uvildig undersøgelse, som vi opfordrer til, men gennem det nye skridt håber vi igen at få bragt dokumentarfilmens centrale budskaber i fokus, siger Therese Rytter.
FN`s komité mod tortur skal sikre, at de 142 lande, som har ratificeret FN`s konvention mod tortur, rent faktisk også lever op til forpligtelserne. Hvert fjerde år skal landene op til en slags 'eksamen'. Til maj er det så blevet Danmarks tur.
Op til eksamenen har regeringen lavet sin egen rapport om Danmarks overholdelse af torturkonventionen. Den er udarbejdet af Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Forsvarsministeriet. Men herudover er der tradition for, at folkelige organisationer kommer med deres version af, hvordan det står til med at overholde torturkonventionen.
Dokumentationscentret vil også benytte sin rapport til at efterlyse et udtrykkeligt forbud mod tortur i den militære og civile straffelov.
Også CIA`s fly på dansk jord og i dansk luftrum, isolationsfængsling, politiklagenævnenes praksis og tvangshjemsendelser til tortur er emner, som RCT vil opfordre FN-komitéen til at undersøge, når den skal komme med en udtalelse om Danmark.
Arbejderen forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra forsvarsministeren og fra forsvarsordførerne fra Venstre og Konservative.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. mar. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland