Når ansatte er grove overfor udviklings-hæmmede, er det ikke fordi de er nogle dumme svin. Problemerne er langt mere nuancerede,end som så, fastslår tillidsmand.

TV 2`s udsendelse fra institutionen Strandvænget ved Nyborg har sendt chokbølger rundt blandt alle, der har med psykisk udviklingshæmmede at gøre.
Udsendelsen, der var optaget med skjult kamera, afslørede, hvordan udviklingshæmmede var genstand for nedværdigende behandling og groft omsorgssvigt.
Peter Damgaard er en af dem, som har gjort sig mange tanker efter udsendelsen. Han er 34 år og tillidsmand på et bofællesskab for udviklingshæmmede i Vestsjælland, hvor han arbejder som pædagog. Udsendelsen er blevet diskuteret livligt blandt de ansatte på institutionen.
- Folk var meget bestyrtede. Det er en praksis, vi ikke kan genkende. Men jeg mener også, at der mangler mange nuancer i beskrivelsen af problemerne på Strandvænget. Medierne gik ikke i dybden med at finde årsagerne, konstaterer Peter Damgaard.
- Det bekymrer mig, at man straks skyder alt skytset af mod personalet.
Han mener, at der er en række årsager til, at det kan gå så galt, som det gjorde på Strandvænget. Han er i øvrigt overbevist om, at der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde, men at lignende problemer findes på en række institutioner rundt omkring i landet. Årsagerne er, efter hans mening, for dårlig eller manglende uddannelse, nedskæringer, nedslidning og ledelser der er klemt og ikke fungerer.

Manglende uddannelse
- Mange gange bliver folk ansat direkte fra gaden til at arbejde med udviklingshæmmede. Det er selvfølgelig ikke onde mennesker, som kommer ind, typisk er det mennesker, der gerne vil gøre en forskel. Men de har ikke den indfølingsevne og den forståelse, som er nødvendig for at kunne arbejde med de her mennesker.
Nu er Peter Damgaard ved at have talt sig varm. Den manglende forståelse, ikke mindst hos politikere, for hvad socialpædagogens arbejde egentlig indebærer, er noget der kan gøre ham harm. Han understreger gang på gang, at arbejdet er krævende, og at det ikke er tilstrækkeligt, at man har en god vilje og et varmt hjerte. Det kræver uddannelse og viden at kunne klare arbejdet dag ud og dag ind.
- Vores arbejde er jo ikke bare at sidde og drikke kaffe eller se tv med beboerne. Der er mange psykiske faktorer i vores arbejde. Mange får demens eller andre følgevirkninger af deres udviklingsforstyrrelser. For eksempel går udviklingen på et tidspunkt baglæns for mennesker med Downs Syndrom. Det er hårdt at arbejde med. Det kan virke som et skridt frem og to tilbage. Det kan skabe frustration hos de ansatte, at udviklingen går så langsomt, eller at det ligefrem går baglæns.
Der hvor Peter Damgaard arbejder, har en ansat typisk ansvaret for tre til fire beboere, som kan have vidt forskelligt funktionsniveau. Nogle kan have et massivt handicap, være kørestolsbrugere og på et udviklingstrin som et spædbarn, mens andre kan være udviklet som en otte-årig og fuldt mobil. Der er en stor bredde i problemerne. Og pædagogerne kommer til at fungere som en slags surrogat familie for de her menneske, med alt hvad det indebærer.
- Mentalt skal du være på hele tiden og være to til tre skridt foran beboerne for at undgå konflikter, fortæller han.

For dårlig uddannelse
Den nuværende pædagoguddannelse er efter Peter Damgaards mening ikke egnet til at ruste folk til at klare den opgave, som det er at passe psykisk udviklingshæmmede.
- Et stort problem med den tre et halvt år lange uddannelse til socialpædagog er, at den er en såkaldt generalistuddannelse. Det er nok den største fejl, der er lavet på området. Det betyder, at du som uddannet pædagog skal være 'klædt på' til et alt for bredt område.
Peter Damgaard remse en række af de områder op, hvor socialpædagoger kan komme til at arbejde: I en almindelig børnehave eller vuggestue. Med at varetage omsorgen for udviklingshæmmede. Pædagogisk indsats for tidligt skadede børn og unge anbragt udenfor hjemmet. Skolepædagog på en skolefritidsordning i tæt samarbejde med skolelærere. Pasning af demente ældre borgeres interesser. Eller for eksempel arbejde med sindslidende i tværfagligt samarbejde med psykiatrisk uddannet personale!
- Jeg mener, at generalistuddannelsen har spillet fallit. Den er baseret på børn, ikke på de psykiske problemer vi møder i vores arbejde. Man burde have mulighed for at specialisere sig, så man er rustet til at gå ind i et arbejdsområde med en ordentlig baggrund for at arbejde med en specifik målgruppe indenfor det pædagogiske område, fastslår han og tilføjer, at et andet problem med pædagoguddannelsen er, at seminarierne er domineret af kassetænkning via en taxameterordning.
- Det betyder, at seminarierne får betaling per elev, der gennemgår uddannelsen. Det kan give et incitament for at bære inkompetente og ressourcefattige mennesker gennem pædagoguddannelsen, vurderer Peter Damgaard.

Stramme budgetter
Udover manglende eller for dårlig uddannelse ser Peter Damgaard ledelsesproblemer som en væsentlig årsag til, at det nogle steder går helt galt.
- På Strandvænget svigtede ledelsen sit tilsyn. Der har ikke været en synlig ledelse, som har sagt: 'Det her det går ikke'. Ledelsen er ikke gået ind og har støttet de ansatte og stillet krav til dem, den har bare ladet stå til.
Peter Damgaard understreger, at lederrollen i dag er meget omfattende. Lederen står både for den pædagogiske ledelse og den økonomiske ledelse. Det administrative arbejde fylder meget i hverdagen. Og det er et dilemma, at økonomien ofte kommer før borgernes behov på institutionerne.
- Nedskæringer har jo også en stor del af skylden for, at tingene kommer langt ud. Budgetterne er stramme, der er skåret meget. Det presser lederne. De får besked fra oven om, at budgetterne bare skal holdes, det hele gøres markedsorienteret. Det ligger i luften, at kan man ikke få det til at løbe rundt, kan man blive fyret. Ordet underskud eksisterer ikke, men det er mennesker det her. Jeg kan blive noget så harm, når vi så ved, at vi har Joakim von And siddende inde på Christiansborg med 80 milliarder kroner i statskassen, som han ikke vil bruge på de her mennesker eller på velfærd i øvrigt.
Et led i markedsorienteringen er at alt skal måles og vejes. Det lægger et stigende økonomisk og administrativt ansvar over på ledere og pædagoger i form af skemaer, ansøgninger, regnskaber med mere. Det tager tid fra det pædagogiske arbejde, fortæller Peter Damgaard.

Mange brænder ud
Han ser det som afgørende årsager til, at nogle ledere trækker sig tilbage til deres kontor og mister grebet om den pædagogiske udvikling på institutionen. Det efterlader de ansatte i et tomrum. Og så er risikoen der for, at det går galt.
Hvis de ansatte over længere tid oplever, at de ikke magter opgaven, hvis de ikke kan se, at deres indsats nytter, og at tingene bevæger sig fremad, så opstår risikoen for, at de bliver udbrændte og mister indfølingsevnen med de mennesker, de skal tage sig af.
- Mennesker der er nået derud, at de har mistet empatien, orker ikke at gøre noget ved det. De har ikke overskud til at sætte sig ind i andre menneskers situation. Det er her en ledelse skal gribe ind, se faren og hjælpe de ansatte videre, få dem ovenpå igen. Sker det ikke, går det galt som på Strandvænget, mener Peter Damgaard.
Han oplever udbrændthed som et stigende problem indenfor faget.

Mangel på folk
Problemerne bliver ikke mindre af, at det mange steder er svært at rekruttere ansatte til at arbejde med udviklingshæmmede. Og det bliver helt sikkert ikke lettere efter den seneste tids negative omtale, forudser Peter Damgaard.
- Rekrutteringsproblemerne skyldes blandt andet at vi, i forhold til det private arbejdsmarked, halter bagefter hvad angår løn og ansættelsesforhold. Og så har arbejdet med udviklingshæmmede en lav status blandt pædagoger, hvilket gør, at vi har mange uuddannede ansat i uddannedes stillinger. Blandt uuddannede findes mange dygtige mennesker, men budgetterne rækker ikke til at give uuddannede ansatte med beskeden erfaring indenfor området kurser i pædagogik, menneskesyn, arbejdsetik, fortæller Peter Damgaard.
- Vi har et højt sygefravær, og der er en høj nedslidningsprocent indenfor området. Derfor har vi svært ved at rekruttere kvalificeret personale. Det bliver ikke bedre af, at visitation af beboere til bosteder er dårlig; man skal simpelthen dække alt for brede behov i beboersammensætningen, hvilket forhindrer en faglig specialisering og mulighed for indsigt ved arbejdet med beboerne. Det er bare en del af årsagerne til rekrutteringsproblemerne.
Peter Damgaard mener, at der skal en bred vifte af tiltag til for at forbedre forholdene for udviklingshæmmede. Først og fremmest skal der flere penge til området og bedre og mere uddannelse. Og så skal lederne have viden og mulighed for at varetage deres opgave.
Dertil kan man tænke sig en række andre tiltag, som kan være en hjælp. Blandt andet er Peter Damgaard positiv overfor forslaget om et pædagogisk udrykningskorps, der skal kunne forebygge, at institutioner kan komme så langt ud, som vi har set i de aktuelle sager.
- Jeg synes, at det er en god ide at lave pædagogiske udrykningskorps med blandede faggrupper, der kan rykke ud akut. Jeg vil mene, det skulle ske på regionsplan. Det skal stille gratis til rådighed for institutioner. Nogle af pengene kan tages fra den konsulentvirksomhed, der bruges mange penge på nu.
På trods af de mange problemer har Peter Damgaard masser af visioner for sit fag.
- Jeg tror, at det socialpædagogiske fag har et enormt potentiale i vort land. Men skal vi udvikle os, kræver det både politisk mod og stiller store krav til faggruppen. Skal det lykkes, kræver det, at de økonomiske bevillinger er af en størrelse, så vi får tid til at afprøve nye ting. At samfundet giver os mulighed for at videreudvikle faget Desuden kræver det også, at institutionerne har en synlig ledelse, der får plads og har mod til at forandre sig.