24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

DOKUMENTATION: Politisk pres

DOKUMENTATION: Politisk pres

Lørdag, 17. marts, 2007, 00:00:00

Arbejderen bringer her kulturminister Brian Mikkelsens mail til den daværende formand for DR`s bestyrelse, Jørgen Kleener. Mailen er sendt allerede den 25. marts 2003, få dage efter krigen mod Irak blev indledt. Samtidig bringer vi et uddrag af en kommentar fra DR`s forhenværende nyhedsredaktør Lisbeth Knudsen

Mail fra Brian Mikkelsen.Til formand for DR's bestyrelse Jørgen Kleener.Dato 25.03.2003

'Kære Jørgen
Blot til orientering så blev DR`s dækning af regeringen og specielt Irak krigen taget op på ministermødet i dag først under morgenmødet af mange ministre og dernæst under det formelle møde. Der er en meget stor utilfredshed med DR`s dækning som er meget ensidig - de har specielt set sig sure på et par kvindelige værter og Ole Sippel (som mange nævnte som ekstrem i sine udtryk mod koalitionen). Det kom derhen til at udenrigsministeren mente at vi ikke burde privatisere TV-2 som var fair i dækningen, men snarere DR. Netop det forhold er det stærkeste borgerlige argument mod privatiseringen af TV-2. Mange borgerlige mener at vi burde privatisere DR, som er anti regeringen, mens de ikke forstår at vi privatiserer TV-2 som er positiv over for regeringen.
Jeg ved godt at det er svært for dig - i morges var jeg så i skudlinien for det var pludselig mit ansvar - men du skal have besked om regeringens holdning. Jeg nævnte henvendt til statsministeren, at jeg løbende havde en fortrolig dialog med dig om tingenes tilstand. Og at jeg havde indtryk af at bestyrelsen og Nissen tog det meget seriøst, men problemet lå hos Lisbeth Knudsen.
m.v.h.
Brian'
DR Orientering, 16. marts 2007


'Som øjenvidne til de seneste otte år frem til november 2006 må jeg bare konstatere, at DR præcis som andre public service virksomheder i Europa i stigende omfang bliver brugt som politisk kastebold, udsættes for politisk dæmonisering og bliver gjort til nyttig slagmark for alle mulige uforløste værdidiskussioner og kulturkampe i samfundet. Og midlerne er mere udspekulerede end tidligere.
I stedet for at gå efter bolden og den konkrete sag med påpegning af eventuelle fejl og mangler eller af en kritisabel journalistisk fremgangsmåde, så er den politiske metode for forsøg på styring af meningsdannelsen i dag langt mere sofistikeret.
Den handler om, via nyttige mellemmænd og kvinder, via spindoktorer, kommentatorer, erhvervsfolk og andre netværk i samfundets elite, at iscenesætte et mangesidet angreb på det aller dyrebareste DR har - nemlig en kolossal troværdighed og tillid i befolkningen opbygget igennem mange års professionelt virke.'
...
'De senere år - i særdeleshed siden 2003 - har budt på en lang række betænkelige, generelle intimideringer af DR`s uafhængighed, troværdighed og kritiske journalistik, som har været fremført på en måde, som er meget vanskelig at imødegå i det offentlige rum, fordi angrebene er generaliserede og ukonkrete og bliver gentaget og vedligeholdt som det elskede refræn fra en gammel og slidt revyvise.'

Lisbeth Knudsen, tidligere nyhedsredaktør for DR, på sin hjemmeside lisbethknudsen.blogspot.com den 1. februar 2007 i artiklen 'DR på den politiske skydebane'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. mar. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland