25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Løsningen er et nyt hus

Løsningen er et nyt hus

Lørdag, 03. marts, 2007, 00:00:00

Der er behov for et ungdomshus i København. Derfor bliver der ikke ro, før de unge får et nyt hus, mener Borgergruppen for Ungdomshuset

Selvom renovationsvognene efterhånden har fjernet de sidste rester af barrikader fra Nørrebro, ulmer bydelen stadig dagen derpå.
Men at løsningen skal findes politisk, er det meste af Nørrebro enig om.
- Det er naivt at tro, at der vil komme ro over bydelen, før de unge får et nyt hus. Sagen er, at der behov for et ungdomshus i København. Når der er 2000 mennesker på gaden, er det ikke kun Ungdomshusets brugere, men en masse helt almindelige borgere, som synes, at sagen omkring Ungdomshuset er skandaløs, siger Esben Olsen, talsmand fra Borgergruppen for Ungdomshuset.
Borgergruppen har indkaldt til demonstration på Rådhuspladsen i dag for at markere, at de kræver en politisk løsning.
Også de handlende på Nørrebro er bekymrede for rydningens konsekvenser.
- Nørrebro mistede noget af sin alsidighed i går. Men mangfoldigheden blomstrer så stærkt, at jeg er sikker på, at noget nyt vil vokse frem, siger formand for Nørrebro Handelsforening, Johnny Beyer, til Arbejderen.
- Når politiets opgave er løst, må Ritt Bjerregaard påtage sig det lederskab, hun er valgt til. Hun må sætte sig ned og snakke med de unge om at finde et sted, de kan være. Hun skal huske på, at selvom et mindretal af de unge er voldelige, er langt de fleste af Ungdomshusets mange tusinde brugere ganske almindelige unge mennesker med en alternativ livsform. Og dem skal der altså også være plads til i en by som København, fastslår Johnny Beyer.
Helene Caprani, formand for Kommunistisk Parti København, som selv bor på Nørrebro, synes, det er helt urimeligt, at alle beboere på Nørrebro skal udsættes for tåregas, gadekamp, hærværk og noget nær et udgangsforbud, fordi politikerne ikke har taget deres ansvar alvorligt.
- Der er to opgaver at løse, nemlig at bevare den kulturelle mangfoldighed og bevare freden i byen, og lige nu gælder det freden, siger hun til Arbejderen.
- Det betyder både, at politikerne skal arbejde hurtigt og effektivt for at finde et nyt hus, at politiledelsen skal stoppe den overdrevne magtanvendelse, og at aktivisterne må erkende, at hærværk mod almindelige beboeres biler og ruder kun skader den gode sag, understreger hun.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. mar. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland