Aktive fagforeninger og arbejdspladser forbereder sig på at få medlemmer og kolleger til at stemme nej til overenskomsten. De er klar til konflikt om nødvendigt
I takt med, at bestyrelser i de lokale fagforeninger og tillidsfolk på arbejdspladserne får tygget sig gennem indholdet i industri-overenskomsten, begynder anbefalingerne om at stemme nej at stå i kø.
- Skifteholdsarbejderne har fået det, der svarer til et klap i røven med en våd Berlinger, lyder det fra 750 timelønnede på LSG Skychefs i Københavns Lufthavn.
Fællestillidsmand Ken Fischer erkender, at der er enkelte positive elementer i forliget. Han peger på den lille takstregulering der er sket på skifteholdstillæggene, den minimale forhøjelse af pensionen, lidt uddannelse og en anelse forbedrede barselforhold.
- Resten er kun varm luft og forliget ligger
langt fra selv vores laveste forventninger, siger den københavnske tillidsmand.
Aftalen bliver absolut ikke bedre af, at den indeholder direkte forringelser. Ken Fischer peger på, at muligheden for at indgå lokale aftaler, der er dårligere end overenskomstens bestemmelser, bliver gjort permanent. Der bliver nemmere adgang til deltidsarbejde og solidariteten går fløjten med fritvalg-ordningenn, der er en 'nyskabelse' i industri-overenskomsten, men kendt fra NNF.
- Derfor opfordrer vi alle til at stemme nej til overenskomsten, slutter de timelønnede på LSG Skychefs en udtalelse.
Det samme gør en enig bestyrelse i 3F Kastrup, der har cirka 4.000 medlemmer, der er omfattet af industri-forliget.
- Arbejdsgiverne har tilsyneladende ikke fattet, at de i den her tid må hoste op med væsentligt mere. De er sluppet alt for billigt og derfor begynder vi nu at forberede os på først en afstemning og dernæst en konflikt, siger afdelingsformand Henrik Bay-Clausen til Arbejderen.
3F Kastrup ønsker at være forberedt denne gang i modsætning til i 1998, hvor afdelingen sidst var ude i konflikt. Møder med forbundets forhandlere, der skal have lov at forklare sig overfor tilldisfolk og medlemmer, er ved at blive forberedt. Der skal lægges en plan for afstemningen på arbejdspladser og blandt de arbejdsløse.
- I det hele taget er der masser af små som store praktiske ting, der skal på plads. Det indbefatter også at finde et sted, hvor alle medlemmer kan samles. Det kan vi heldigvis ikke her i huset.
Den jyske 3F afdeling i Silkeborg anbefaler også sine medlemmer at stemme industri-forliget ned.
- Vi havde forventet et bedre forlig. Vores medlemmer har længe knoklet mange penge sammen til arbejdsgiverne. Nu må de have deres rimelige del af kagen, siger Christian Juhl, afdelingens formand.
OK 2007 initiativet holdt møde i går. Herfra lyder en opfordring til at sætte gang i en effektiv nej-kampagne. Som et nyt initiativ åbnes hjemmesiden www.ok-2007.dk. Her bliver lagt aktuelle informationer ud om nye forlig. Man vil kunne læse om aktiviteter rundt om i landet og hente materialer til arbejdspladser, klubber og fagforeninger.
Mødet i det københavnske tillidsmandsnetværk, der skulle have fundet sted i dag, er udskudt til senere. Netværket afventer nu, at flere af de store overenskomstområder kommer på plads.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278