Blandt andet lærerne på Sindal Skole støtter lærer Asta Rasmussen fra Lejre, der nægter at lave elevplaner
Siden Asta Rasmussen fra Kirke-Hyllinge skole i Lejre i sidste uge nægtede at lave de nye elevplaner, har tanken om civil ulydighed bredt sig til den anden ende af landet.
De 70 lærere på Sindal skole i Nordjylland har sendt et brev til Asta Rasmussen, hvor de giver hende deres fulde støtte. I brevet efterlyser de en klarere holdning fra Danmarks Lærerforening, som de mener har opført sig 'vattet' i sagen om elevplaner.
Også på Filstedvejens Skole i Aalborg bakker lærerne op om Asta Rasmussen.
- Hvad sker der, hvis vi kollektivt undlader at lave elevplanerne, spørger fem af skolens lærere på fagbladet Folkeskolens net-debat.
Elevplanerne, som er en del af det nye skoleforlig, skal sammenfatte elevernes personlige og faglige standpunkt i alle fag. Lærerne er ikke imod princippet om elevplaner, men utilfredse med at de ikke får ekstra tid eller løn til at lave dem. For at spare tid har flere skoleledelser opfordret lærerne til at udforme elevplanerne i stikordsform.
'Når vi ikke har tid til at lave elevplanerne, bliver realiteten at vi i stedet får indført en slags karaktergivning i alle fag på alle klassetrin til alle elever', skriver de fem lærere.
Formand for Lærerforeningens faglige udvalg, Lotte Lange, mener at foreningens holdning hele tiden har været klar.
- I løbet af sidste forår protesterede vi i skrift, ved annoncer, aktioner og demonstrationer. Vi er imod, at folkeskolen skal styres fra centralt hold, og vi er imod at haste en lov igennem hen over hovedet på 60.000 lærere. Men når loven er vedtaget, så går arbejdet ud på at sikre vilkår til at udføre det pålagte arbejde, siger hun til Folkeskolen.
Lærerforeningen har, sammen med Kommunernes Landsforening, i en fællesskrivelse til foreningens tillidsrepræsentanter understreget, at der lokalt skal arbejdes for at få tid til opgaven. Samtidig vil foreningen ved overenskomstforhandlingerne til næste år gå efter centrale aftaler.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278