Regeringens pressemedarbejdere fulgte nøje med i tilblivelsen af filmen ¤¤Den hemmelige krig¤¤ og havde en mediestrategi klar ved premieren

af Ole Wugge Christiansen/Monsun
Da dokumentarfilmen 'Den hemmelige film' havde premiere i biografen Grand i København mandag den 4. december 2006, sad Forsvarsministeriets presserådgiver Jakob Winther i biografmørket for at tjekke, om filmen bragte nyt stof frem, som han ikke på forhånd havde kendskab til.
Presserådgiveren havde siden påsken 2005 fulgt filmens tilblivelse for at få kendskab til filmens anklager og sprængfarlighed for ministeren. Hver gang journalisterne bad om aktindsigt, henvendte sig til embedsfolk og interviewede kilder i forsvaret og Forsvarsministeriet, indsamlede Jakob Winther informationerne.
Det fremgår af en af flere artikler i Dansk Journalistforbunds fagblad, Journalisten, hvor spindet omkring dokumentarfilmen og debatten omkring den kortlægges.

Et problem for forsvarsministeriet
En af artiklerne beskriver, hvordan Jakob Winter systematisk har arbejdet for at minimere filmens muligheder for overraske.
- Jeg vidste fra dag ét, at den her film ikke ville blive god for os, siger Jakob Winter til fagbladet.
Jakob Winter optog alle filmholdets interview med forsvarsministeren og forsvarschefen på bånd.
Da forsvarsminister Søren Gade skulle interviewes i december 2005 havde filmens instruktør, Christoffer Guldbrandsen, sendt omkring 15 spørgsmål frem. Under interviewet blev Guldbrandsen ved med at stille ministeren de samme to-tre spørgsmål om tilfangetagelsen og udleveringen afghanske fanger til de amerikanske tropper i byen Kandahar.
- Efter det havde jeg en rimelig god idé om, hvad de var interesseret i, fortæller Jakob Winter til Journalisten.

Pressemand i dobbeltrolle
Det var ikke kun Jakob Winter, der nøje fulgte filmens tilblivelse. Pressemedarbejderen lod også indholdet af interviews tilflyde kolleger i Statsministeriet og Udenrigsministeriet.
En af disse var Michael Ulveman, der oprindelig var med til at søsætte projektet. Men undervejs skiftede han arbejde fra at være chefredaktør i Dagbladenes Bureau til en stilling som pressemedarbejder i Statsministeriet.
Christoffer Guldbrandsen, der er instruktør af filmen, har brugt Michael Ulveman som sparringspartner efter interviews med centrale kilder. Journalisten Niels Giversen, der var med til at lave filmen, udleverede desuden en mappe med research til Ulveman.
- Jeg har ikke belæg for at sige, at han har misbrugt sit kendskab til sagen. Men jeg har fortalt om vores interviews med de centrale amerikanske kilder Chris Hoggan og Ed Hermann, siger Christoffer Guldbrandsen til Journalisten.
Michael Ulvemann siger dog, at han ikke har misbrugt oplysningerne fra sit gamle arbejde.
- Og helt ærligt: Jeg har aldrig læst materialet i mapperne, siger han.

Danske soldater trak sig
Filmholdet blev desuden mandsopdækket i deres research. Embedsfolk i ministeriet skulle aflægge rapport til deres foresatte.
Og forsvaret pålagde tidligere soldater, der havde talt med filmholdet, at afbryde kontakten, fortæller Nils Giversen. Forsvarsministeriet siger dog, at det var soldaternes egen beslutning.
Under alle omstændigheder var resultatet, at der ikke optræder danske, men kun amerikanske soldater i filmen.

Effektiv modoffensiv
Da biografpremieren var overstået skyndte presserådgiveren sig til et briefingmøde i Forsvarsministeriet, hvor 15 medarbejdere var klar til at analysere filmens anklager og dokumentation.
Og så gik modoffensiven ellers i gang.
Journalisterne Nils Giversen og Christoffer Guldbrandsen mener, at presserådgivernes modoffensiv stort set har lukket historien i filmen.
- De har brugt alle tricks-ene fra spindoktorbogen mod os - også mange, som de ikke burde bruge, siger Nils Giversen til Journalisten.

Filmen holder
- De oplysninger, vi har lagt frem i filmen, holder. Der er ingen faktuelle fejl, siger han.
Over for beskyldningen om ikke at fremlægge håndfaste beviser på mishandling af de fanger, som de danske tropper har udleveret, siger Christoffer Guldbrandsen, med henvisning til Abu Ghraib-skandalen, at kun fotomaterialet mangler:
- Filmen fremlægger vidneudsagn fra afghanere pågrebet af danske styrker og udleveret til amerikanerne. De siger, at de blev mishandlet. En Pulitzer-prisvindende journalist siger, at han har set deres sår og mærker efter løsladelsen. Fangerne kan genkende sig selv på fotos taget af det danske forsvar, og de danske soldater har genkendt sig selv på billederne over for os. Det eneste, der mangler, er levende billeder af overgrebene, siger han.
DR2 chefen Gitte Rabøl, der har fulgt dokumentarfilmens tilblivelse for DR, siger også, at hun står ved filmen og dens journalistiske fundament.
- Vi er oppe mod en række diffuse beskyldninger om, at dokumentarfilmen og DR fylder seerne med løgn, manipulationer og fejlagtige oplysninger - og anklagerne formår i en vis grad at fjerne fokus fra programmets substantielle historie om den sandsynliggjorte mishandling af fanger og den berettigede tvivl, som filmen rejser om regeringens ageren i denne sag, siger hun til Journalisten.

Pressen delt
Efter filmens fremkomst har avisernes pressedækning groft sagt delt sig i to. Information og Politiken har forsøgt at undersøge regeringens ansvar, men Nyhedsavisen, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende har betvivlet bevisførelsen i dokumentarfilmen.
- Offentligheden står som de store tabere. Folk bliver snothamrende forvirrede, og de fleste står af, siger formanden for Cavlingkomiteen Carsten Ingemann til Journalisten.
Det er ikke en kritik han står alene med. Journalister på Nyhedsavisen har i intern debat og i blogs på avisens hjemmeside kritiseret avisens hårde angreb på filmen.
I en intern mail har avisens chefredaktør, David Trads, da også skrevet, at det var vigtigere, at avisen kunne sætte en mediedagsorden, end at artikler måske er kammet over.
'Jeg synes, vi skal holde op med at lede efter småproblemer i denne sag, som for første gang siden DFU-historien har ført til, at vi har erobret nyhedsdagsordenen i mere end en uge', har David Trads skrevet om avisens journalistik.
DFU-historien henviser til avisen artikler om at Dansk Folkepartis ungdom på et sommerseminar har konkurreret om at lave karikaturtegninger af profeten Muhammed.

Stolthed og træthed
Jakob Winther fra Forsvarsministeriet har ifølge Journalisten da også svært ved at skjule en oprømt rødmen, da han bliver stillet spørgsmålet, om han ikke har gjort et godt stykke arbejde.
- Jeg synes, jeg fungerer godt i mit arbejde, og det synes min arbejdsgiver også. Men om jeg gør det godt nok, vil jeg lade andre om at vurdere, siger han.
Giversen og Guldbrandsen er derimod trætte af uberettiget kritik og urigtige angreb.
- Der er ingen form for proportionalitet mellem journalistikkens karakter og magthavernes reaktion, siger Christoffer Guldbrandsen.

Læs mere på Journalisten.dk
Artiklen er hentet fra www.modkraft.dk