25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fogh følger Blair

Fogh følger Blair

Torsdag, 22. februar, 2007, 00:00:00

Regeringen bøjer sig: Samtlige 400 soldater i den danske bataljon i Basra i Irak trækkes hjem til august. Til gengæld skal der flere soldater til Afghanistan

Har råbet fra fredsbevægelser over hele verden, endelig nået Anders Foghs og Per Stig Møllers ører og er presset fra den irakiske modstandsbevægelse simpelthen for massivt?
I hvert fald meddelte statsministeren og udenrigsministeren i går, at de danske tropper i Basra i det sydlige Irak trækkes hjem til august. I stedet vil regeringen fra august til december 2007 indsætte fire observations-helikoptere inklusive 55 mand. Meldingen kom få timer efter, at Blair havde oplyst, at Storbritannien begynder tilbagetrækningen af sine tropper.
- Beslutningen er taget efter nøje samtaler med den demokratisk valgte irakiske regering og vore samarbejdspartnere i koalitionen. Der er en mere positiv udvikling i gang i Sydirak end i det centrale Irak. Det er vores vurdering, at irakerne den 1. august selv kan overtage sikkerheden i det sydlige Irak, lyder meldingen fra statsminister Anders Fogh.
Statsministeren kom ikke nærmere ind på, hvordan hans glade budskab hænger sammen med, at Udenrigsministeriets i sin rejsevejledning for Irak (opdateret den 6. februar) skriver, at '!i den senere tid er sikkerhedssituationen også i provinserne mod sydøst (Basra og Maysan) blevet forværret.'.
Også Forsvarets Efteretningstjeneste (FE) har en anden konklusion end Fogh. FE konstaterede i december, at 'Irak er i stigende grad præget af opløsning og kaos! Sikkerhedssituationen i Irak er blevet værre.'
- Vi siger jo ikke, at den sikkerhedsmæssige situation i det sydlige Irak er ideel! Det er ikke problemfrit! Der er et stykke vej endnu! Vores beslutning er taget med udgangspunkt i, at irakerne selv vil påtage sig opgaven at bekæmpe terroristerne, lyder det fra statsministeren.
Men regeringens beslutning betyder ikke væsentlig færre danske udsendte soldater: Står det til Fogh, skal der nu sendes 200 ekstra soldater til Afghanistan, så styrken her når op på 600 mand.
- Hvis konsekvensen bliver, at soldaterne nu i stedet skal sendes til Afghanistan, så kan vi se frem til endnu et nederlag, som kan risikere at koste tusinder og atter tusinder af menneskeliv. Der er brug for humanitær hjælp til genopbygning. Der er ikke brug for krig hverken i Irak eller Afghanistan, fastslår Enhedslistens udenrigsordfører Rune Lund.
I Irak skal der nu satses på at styrke besættelsesmagtens regering: Allerede den 1. marts i år opretter Udenrigsministeriet en styringsenhed i Bagdad. Her skal ti danske rådgivere hjælpe til med træningen af irakisk politi og give gode råd inden for især menneskerettigheds- og retsstatsområdet.
Herudover afsættes op til 100 millioner kroner til at hjælpe de irakiske flygtninge i Irak og i nærområderne. Endelig afsættes 90 millioner ekstra kroner til genopbygningsindsatsen i Irak. Der er ingen meldinger om, hvad disse penge konkret skal bruges til. Regeringen fremsætter sit lovforslag om den danske tilbagetrækning om nogle få uger.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. feb. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland