25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge er mærket af fængsling

Unge er mærket af fængsling

Lørdag, 17. februar, 2007, 00:00:00

Lad de unge terror-frikendte få fred. De har lidt nok under deres 16 måneder lange fængsling. Nu skal de have lov til at bygge deres liv op igen, mener advokat

Anklagemyndigheden må besinde sig og respektere dommernes vurdering af, at der ikke er beviser nok mod tre af de fire unge i den såkaldte Glostrup-terrorsag. De unge har siddet fængslet siden oktober 2005 og har været igennem nok.
Det mener den ene af forsvarerne, Niels Forsby, ovenpå frifindelsen af tre af de fire terrorsigtede.
- Det har kørt op og ned for de fire, som jo er meget unge. De reagerer selvfølgelig alt efter deres personlighed. Men generelt kan man sige, at det har store menneskelige konsekvenser at være indespærret så lang tid - endda uden at være dømt. Som en naturlig forsvarsmekanisme kravler man ind i sig selv og lukker af. Man bliver passiv, det kan igen føre til indelukkethed og dyb depression, som kræver behandling, forklarer Niels Forsby til Arbejderen.
Han er forsvarsadvokat for den 20-årige IJ der blev frikendt.
- Nu starter endnu en kamp for de unge. Nu skal de igen i gang med at stable et liv på benene. De har været væk fra arbejde og skole i 16 måneder, så ethvert foretagende af den slags, som de havde gang i, er sandsynligvis kuldsejlet, vurderer Niels Forsby.
Han har intet imod, at PET interesserer sig for, om unge udvikler sig i en radikal retning. Men der er et stykke vej derfra og til at fængsle og tiltale unge teenagere for konkrete terrorhandlinger. Trods de alvorlige anklager har PET ønsket at holde store dele af bevismaterialet hemmeligt.
- Vi har fået udskrifterne fra PET`s telefonaflytninger af de unge udleveret i små bidder. Det er uværdigt. Der må være lige forhold for forsvarer såvel som anklager. PET udvælger jo kun de ting, som er belastende for de unge. Hvis man skal danne sig et reelt indtryk, skal alt materiale lægges frem, fastslår Niels Forsby.
Som noget særligt i en dansk retssag brugte anklageren i denne sag såkaldte karaktérvidner, eksempelvis tidligere lærere og klassekammerater til de tiltalte, der fortalte om de unges baggrund.
- Det er et uvæsen at vurdere folks sindelag i en retssal. Karaktérvidner har intet med beviser at gøre. Alligevel gør de indtryk på nævninge og pressen. De efterlader et billede af, at de unge er 'terrorist-egnede' og derfor 'nok har gjort eller været i gang med et eller andet'. Vi var heldige denne gang. Dommerne holdt hovedet koldt. Næste gang risikerer vi, at folk bliver dømt på meninger og ikke beviser, advarer forsvarsadvokaten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. feb. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland