28 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danskerne kræver billigere el

Danskerne kræver billigere el

Onsdag, 07. februar, 2007, 00:00:00

Det milliardoverskud, som forbrugere over hele landet har sparet op i deres elskelskab igennem årtier, skal ikke gå til et kommercielt bredbånds-eventyr

Billigere og grøn el står øverst på ønskesedlen over, hvad de lidt over 100 danske elselskaber skal bruge deres formuer på i alt 68 milliarder kroner på.
Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Vilstrup Synovate netop har foretaget, skriver Jyllands-Posten.
Men står det til ledelsen af elselskaberne, skal milliarderne bruges til at lægge tusindvis af kilometer bredbåndskabler, så elselskaberne kan tjene penge på telefon, internet og tv.
En investering som de almindelige elforbrugere henviser til en sidsteplads.
Resultatet kommer ikke bag på Evald Lauridsen, forbrugervalgt repræsentant i elselskabet TRE-FOR, der forsyner 125.000 husstande og virksomheder i Kolding, Vejle, Fredericia og Middelfart.
- Forbrugerne er fornuftige. De har set skriften på væggen. Folk kan godt se, at det ikke duer med den stigende globale opvarmning. Energisektoren lukker enorme mængder CO2 ud. Der skal være alternativer til kulværkerne. Vi skal i gang med vedvarende energi. I den udvikling må energiselskaberne være spydspids. De har pengene til det. Solcellerne skal ud på folks tage. Det har en psykologisk effekt, fastslår Evald Lauridsen overfor Arbejderen.
Sidste år besluttede TRE-FOR at investere 1,3 milliarder kroner i bredbånd. Kort efter vragede TRE-FOR`s repræsentantskab et forslag fra Evald Lauridsen om at sætte 20 millioner kroner af til en fond, der skulle støtte husstande der ville sætte solceller op på deres tag.
I alt 40 elselskaber er i gang med at investere i alt op mod ti milliarder kroner i bredbånd.
Også hos Forbrugerrådet glæder man sig over borgernes holdninger.
- Vi har hele tiden ment, at de meget store formuer, som er ophobet i selskaberne, bør komme forbrugerne til gode. Et godt sted at begynde vil være at betale folk penge tilbage. Desværre gør lovgivningen, at forbrugerne har fået meget lidt indflydelse på deres penge, konstaterer direktør i Forbrugerrådet overfor Jyllands-Posten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. feb. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland