Det gør indtryk på regeringen, når erhvervs-livet kritiserer. Regeringen er allerede parat til at ændre sit skatteindgreb i tilfælde af ¤¤berettigede¤¤ indvendinger
A.P. Møller-Mærsk A/S er så utilfreds med regeringens nye skatteudspil, at skibsrederen truer med at flytte en del af virksomheden udenlands, skriver Politiken.
Ifølge koncernchef Jess Søderberg gør regeringens forslag det vanskeligt for A.P. Møller at drive forretning i udlandet. Derfor kan koncernen blive 'tvunget til at reagere', skriver Politiken.
Og A.P. Møller er ikke alene om at rasle med sablen. Ifølge Dansk Industri gør mange andre store virksomheder sig også overvejelser om at flytte til udlandet.
Reaktionerne kommer efter at skatteminister Kristian Jensen (V) i torsdags fremlagde regeringens endelige lovforslag.
- Det vi desværre må erkende er, at forslaget er lige så omfattende og indgribende, som vi kunne frygte. Det skaber i den grad usikkerhed om virksomhedernes tilværelse i Danmark, siger vicedirektør i Dansk Industri, Tine Roed.
Skatteforslaget betyder blandt andet, at virksomhedernes rentefradragsregler strammes og aktieindkomstbeskatningen forhøjes.
Et af skattepakkens formål er at ramme kapitalfondene. Skatteministeriet har udarbejdet en analyse, som viser at den danske stat går glip af store skatteindtægter, når kapitalfonde overtager en virksomhed. Fondene slipper billigere i skat ved at skrue op for gælden i de opkøbte virksomheder og trække pengene ud af dem ved ekstraordinære udbyttebetalinger.
Et andet formål er at mindske virksomheders mulighed for skattetænkning. En dom fra EF-Domstolen underkendte i september de regler, der hidtil har forhindret, at en dansk international koncern kunne flytte indtægter til lande med lav skat og herfra finansiere aktiviteter i Danmark.
For at kompensere erhvervslivet for de forringede fradragsmuligheder og den forhøjede aktiebeskatning sættes selskabsskatten samtidig ned fra 28 procent til 22 procent.
>Ifølge skatteekspert Christen Amby, som er tidligere formand for Ligningsrådet, vil bankerne og hele den øvrige finansielle sektor blive de helt store vindere. De vil nemlig spare milliarder af kroner på lempelsen af selskabsskatten.
Til gengæld får A.P. Møller-koncernen ikke særlig meget glæde af den nedsatte selskabsskat. Containerdrift og olieforretninger er nemlig underlagt andre og meget lempeligere beskatningsformer, skriver Politiken.
Truslen om, at en række danske virksomheder vil flytte udenlands, gør tilsyneladende indtryk på regeringen. Ifølge dr.dk sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen i går eftermiddags, at regeringen er parat til at ændre sit skatteindgreb i tilfælde af 'berettigede' indvendinger. Også økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har erklæret sig parat til at lytte til erhvervslivets kritik af regeringens skatteudspil.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278