Vi skal undgå, at Danmark deltager i angrebskrige fremover, mener en ung studerende. Hun er en af de 26 sagsøgere
På tirsdag sætter 35-årige Sandra Lucas sig i vidneskranken for at overbevise de tre landsretsdommere om, hvorfor hun har en personlig interesse i at få Irak-krigen prøvet ved en domstol.
- Jeg har en lille dreng, der går i børnehave sammen med irakiske børn. Hvordan forklarer jeg, at Danmark er i krig med hans venners familier i Irak. Han spørger ind til krigen. Hvad skal jeg sige til ham? Mange mennesker bliver berørt af, at Danmark er i krig. Jeg forsøger da også at undgå Nørreport i myldretiden. Jeg synes ikke det er trygt. Efter at regeringen sendte tropper til Irak er konflikten bare blevet optrappet og optrappet, som vi eksempelvis så det med Muhammed-krisen, fortæller Sandra Lucas til Arbejderen efter dagens retsmøde i Østre Landsret.
Men hvad får en ung, cand. mag i græsk til pludselig at anklage landets statsminister for grundlovsbrud?
- Danmark har for længst tilsluttet os FN-pagten. Nu handler det om at få politikerne til at forstå konsekvenserne af det. Det betyder nemlig, at vi ikke bare kan gå i krig mod et andet land, fordi vi ikke kan lide dets styre. Det er nødvendigt med en retsorden i verden. Derfor er det vigtigt, at bakke op om FN.
I hånden står hun med dagens udgave af Berlingske Tidende. Dagens overskrift: 'Krig mod Iran' er om USA der er igang med at mobilisere en massiv angrebsstyrke i den Persiske Golf.
- Det er jo netop sådan noget som dét, vi skal undgå i fremtiden. Det er nok den vigtigste grund til at jeg er blandt sagsøgerne, siger hun.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278