Når man arbejder sammen med håndværkere og arbejdsfolk fra andre firmaer, er de enten nogle idioter, eller også er de fine nok at gå sammen med
Idioterne det er dem, der tænker mere på deres mesters pengepung end på at få arbejdet til at glide. Dem, der er fine nok at gå sammen med, det er de andre. Man føler sig lidt frem.
'Er I ved at være færdige med at rode rundt i den kælder?'
'Altså, helt ærligt så har vi det problem, at nogle røvbananer har skåret for lidt gulv fri. Det var alt for smalt til at arbejde i, og jordfolkene måtte hule ind under gulvet til det andet rum, fordi der slet ikke var skåret derinde. Er det jer, der har skåret for os?'
'Jomen det er det da, men vi måtte ikke skære mere. Vi kunne da godt se, at det var svært at bruge til noget, men nu havde mester aftalt det sådan med jeres formand, og du ved jo, hvordan det er, man må ikke lave noget, mester ikke er sikker på at få sine penge for.'
'Nej, vi laver tit ris til vores egen røv på den måde. Bare i vores firma, der deler de alting op i jordarbejde og betonarbejde, og så graver jordfolkene altid for lidt ud til os, fordi deres formand får sine stjerner for at få folkene til at blive færdig med mest muligt. Så må vi pudse vores formand på ham for at få gravet mere ud, og så skal de ligge og trække tov om, hvad der er aftalt, og hvad der er ekstraarbejde, fordi de jo hver især skal have flest mulig af de sorte tal på det regnskab, de står for. Det er det, de får deres stjerner for. Og vi skal vente og kunne lige så godt have hygget os derhjemme. De kunne bare lade os grave ud til os selv, det kan vi altså faktisk godt finde ud af.'
'Jah, og I kunne vel også have skåret det gulv?'
'Jamen det kunne vi da. Eller I kunne have været dem, der lavede arbejdet fra den ene ende til den anden. Eller vi kunne have sluttet os sammen i samme sjak, så skulle vi sgu nok finde ud af at arbejde sammen.'
'Ja, det ville være meget hurtigere for alle parter, og så vidste man nøjagtigt, hvordan man ville have det. Gudved hvorfor det skal foregå på den åndssvage måde?'
'Det er vel det totalentreprise-system. Det er sjældent, hovedentreprenør og underentreprenør ender med at takke hinanden for godt samarbejde. Men det er vel godt at have ansvaret for et stykke arbejde delt ud på flest muligt forskellige. Så kan de jo altid læsse skylden for fejlene over på hinanden.'
'Ja, det er sørgeligt at sige, men det er nok der, pengene ligger. Vi andre vi tror, de kommer af vores pukleri. I virkeligheden kommer de allerfleste penge af, at man stjæler fra hinandens kasser.'
'Siger du det? Så tror jeg godt nok ikke, jeg gider lave ret meget mere i dag.'
'Jamen det er da somme tider, mester i ret klart sprog siger til os, at det her det behøver altså ikke gå for stærkt!'
'Eller også er du god til at forstå mesters ord sådan, måske!?'
'Altså der må for helvede da også være nogen, der fylder i de kasser engang imellem. Man kan ikke leve af bare at stjæle fra hinanden, sådan et system må da gå nedenom og hjem.'
'Fidusen er at få snabelen i en bundløs kasse. Hvis mester har fået sin entreprise for det offentlige, som er ligeglad, fordi sorteper bare kan væltes over på skatteyderne. Eller hvis han arbejder for et firma, hvor det med at bygge om bare er en meget lille del af regnskabet, og hvor det eneste, der betyder noget, er, at det er afsluttet, før det er begyndt.'
'Ja, sådan som her!'
'Det kan jo bare ikke lade sig gøre at afslutte noget, før det er begyndt. Og det ved mester godt. Så kunsten er at få opgaven delt ud på så mange hænder, at ingen helt klart kan sige, hvem der har ansvaret for, at tidsplanen skrider. Bare man kan få tingene kørt ud i noget endeløst tovtrækkeri, gerne med retssager og alt muligt. Så håber de, det ender med, at bygherren æder det meste af det bare for at få sagen afsluttet og komme videre.'
'Ja, så længe der er så meget byggeri, kan mester jo godt lege kong gulerod.'
'Ingen tager ansvar, og alle vasker hænder. Ja, sådan er der sgu meget her i samfundet, der kører. Det er ligesom når Fogh ikke vil tage ansvaret for, hvad der er sket med de krigsfanger, danskerne har udleveret til amerikanerne. Så laver han et nummer ud af, at dem der påstår, det er sket, de siger tre gange, for han ved kun om to gange. Så er det lige pludselig det, der er allerhelvedes vigtigt, og ikke at det aldrig skulle være sket.'
'Jah, du skulle aldrig have stemt på ham. Skal I ikke snart til at være færdige med det skæreri, de kan da ikke blive ved med at have noget til jer.'
'Jeg har sgu ikke stemt på den idiot. Og vi skal være færdige til marts. Det er det køleanlæg, I laver fundamenter til, vi skal jo lave huller til smedenes rørgennemføringer. Der er bare det ved det, at de har ikke besluttet, hvordan de rørgennemføringer de skal gå. Så det er jo lidt svært at komme nogen vegne, når de ikke har fundet ud af vores opgave endnu.'
'Forstår jeg det rigtigt: De har ikke lavet jeres projekt endnu. Men en tidsplan, den har I fået?'
'Ja, den har vi fået. Så kan vi jo altid se, hvor meget vi er bagefter.'
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278