Der skal bruges mellem 60 og 100 millioner kroner i 2007, hvis fødevaresikkerheden skal genoprettes. Regeringen har budgetteret med nedskæringer
Fødevarestyrelsen skal have flere penge, hvis der skal rettes op på fødevarekontrollen.
Det er en af konklusionerne i den rapport fra konsulentfirmaet Deloitte om den danske fødevarekontrol, som blev fremlagt onsdag. Hvor mange penge bliver der ikke sat tal på, men ifølge Jens Peter Vernersen (S) mangler der 60 millioner kroner.
Til gengæld bliver det igen dokumenteret i rapporten, at der har været nedskæringer i Fødevarestyrelsen igennem flere år, cirka ni procent over perioden 2001-2005. Og nedskæringerne fortsætter. Bevillingen for 2006 er syv procent under niveauet for 2005, og der er budgetteret med et yderligere fald på syv procent i perioden 2007-2009.
- Den dårlige fødevarekontrol viser, hvordan det går, når man tror, at man kan få mere og bedre offentlig service for færre penge. Fødevarekontrollens udvikling er et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå med regeringens såkaldte kvalitetsreform, siger Enhedslistens fødevareordfører, Per Clausen.
Han mener at der er brug for et beløb på op imod 100 millioner kroner ekstra i 2007 til genopretning af fødevaresikkerheden.
- Jeg græder tørre tårer over Lars Barfoeds afgang, men jeg synes det er vigtigt at understrege, at det er den samlede regering og dens støtteparti, Dansk Folkeparti, som bærer ansvaret, siger Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti.
- Sagen er et eksempel på, hvad der sker når man fører en politik, hvor man konsekvent ikke vil kontrollere virksomhederne. Ligegyldigt om det er arbejdsmiljø, skat eller fødevaresikkerhed vi taler om. Regeringen har ikke ønsket en omfattende og dybtgående fødevarekontrol, siger han til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278