08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Behandlingsgaranti støtter privathospitaler

Behandlingsgaranti støtter privathospitaler

Tirsdag, 12. december, 2006, 00:00:00

Enhedslisten foreslår at droppe behandlings-garantien. Den gavner kun privathospitalerne og ikke patienterne, mener partiets sundhedsordfører

Behandlingsgarantien på de nuværende fire uger er alene en støtte til yderligere privatisering af sundhedsvæsenet i Danmark.
Det mener Enhedslisten, der som konsekvens af den holdning stiller et ændringsforslag til den ny sundhedslov, når den torsdag sættes til afstemning i Folketinget.
- Vi foreslår, at de ekstra ressourcer, der skulle bruges til en generel nedsættelse af den lovede behandlingstid, overføres til en målrettet indsats mod de alvorligste sygdomme, siger Per Clausen, Enhedslistens sundhedspolitiske ordfører.
Forslaget skal ses som et direkte modsvar på regeringens forslag om, at patienter skal kunne få pengene med til et privathospital, hvis det offentlige ikke kan sikre en behandling indenfor den lovede behandlingsgaranti på fire uger.
- Reelt er der ikke tale om nogen behandlingsgaranti, men en støtte til yderligere privatisering af sundhedsvæsenet i Danmark. Forudsætningerne for at man kan være sikker på behandling er jo, at der findes et privat udbud. Det gør der kun, hvis der kan tjenes penge på den konkrete behandling. Det er altså profithensyn, der afgør hvilke sygdomme, der behandles hurtigt, ikke behovet for behandling, mener Per Clausen.
Enhedslisten peger på, at den seneste tids skandaler omkring kræftbehandlingen viser, at der er behov for en markant styrkelse af indsatsen overform kræft og andre livstruende sygdomme.
- Mulighederne for dette undergraves, hvis sygehusvæsenets ressourcer i stedet trækkes ud af den offentlige sektor og over i den private sektor, lyder det fra sundhedsordføreren.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. dec. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland