Formålet med blokaden er at få DPD til at tegne overenskomst med 3F. Det vil sikre de ansatte mindst 3100 kroner mere i løn om måneden
I går skulle Arbejdsretten tage stilling til, om 3F kan indlede blokade mod den fransk ejede pakke- og distributionskoncern DPD.
Går det som 3F ønsker, bliver der blokade mod alle danske afdelinger, der ligger i Høje Taastrup, Hinnerup, Odense, Herning, Aalborg og Kolding.
Formålet er at få DPD til at tegne overenskomst med 3F. Det vil sikre de ansatte mindst 3100 kroner mere i løn om måneden, siger John Berg fra 3F Kolding til Arbejderen.
- I dag er lønnen 95,25 kroner i timen. Og der er ikke noget, der hedder hverken betaling for overarbejde, betaling for arbejde på søgnehelligdage, indbetaling til pension, sjette ferieuge eller fri ved barns første sygedag, tilføjer han.
Ikke nok med at DPD hidtil har forsøgt at komme uden om en overenskomst med 3F. Pakkekoncernen ser tilsyneladende også helst en arbejdsplads uden medlemmer af 3F.
- Jeg fik fem dage til at beslutte, om jeg ville melde mig ud af 3F og over i den kristelige fagforening. Det var betingelsen for, at jeg kunne fortsætte mit arbejde, fortæller Emil Audunsson til Arbejderen.
Han var ansat på DPD`s afdeling i Kolding fra marts måned og indtil den 6. november.
Emil Audunssons svar til ledelsen var, at han ikke havde noget umiddelbart ønske om at skifte fagforening, men hvis DPD ville have det sådan, måtte de selv sørge for at bringe formalia i orden.
- Så var det som om luften blev køligere, siger den nu tidligere ansatte, der ellers var glad for både kolleger og selve arbejdet.
- Jeg havde stor indflydelse på tilrettelæggelsen af mit eget arbejde og bestemte selv mine pauser. Men der imod kunne jeg ikke altid selv bestemme, hvornår jeg havde fri. Det var jeg ikke tilfreds med, tilføjer han.
Arbejderen skrev tilbage i oktober og november, at medlemmer af 3F blev kaldt ind på ledelsens kontor, hvor de fik besked om at underskrive overflytningspapirer til den kristelige fagforening. Ifølge 3F Kolding var overflytningspapirerne udstyret med stempel fra den kristelige fagforenings. 3F mente derfor, det var aftalt spil mellem virksomhed og de kristelige.
Administrerende direktør Johan Staahl har overfor Arbejderen afvist samtlige beskyldninger, også at de ansatte bliver presset til at melde sig ud af 3F.
Ved Arbejderens deadline i går var arbejdsrettens afgørelse om en blokade ved DPD endnu ikke offentliggjort.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278